Fra en tropelæges verden
Da den danske læge Paul Toussieng i 1923 gik i land ved Long-Iram på bredden af Mahakam-floden i Borneo, var det ganske ufrivilligt. Han var hyret af den hollandske kolonimagt som læge på Java, hvor han siden 1921 havde boet med sin familie. Nu blev han forflyttet til Borneo, hvor bare navnet dengang gav genklang af hovedjægere, pusterør med forgiftede pile og andre eksotiske våben.
Her levede lægefamilien i to år, der måske nok var mindre bekvemme end tilværelsen på Java, men som til gengæld gav stof til to bøger, der beskrives som en ”Blanding af Naturbeskrivelse, Kolonihistorie og Filosoferen over Civilisationens lyse og mørke Sider..”. Ud over bøgerne blev opholdet hos iban-folket desuden anledning til indkøb af en meget fin samling etnografika, som efter hjemkomsten til Danmark i 1937 kom til at præge det nyindrettede lægehjem på Femvejen i Charlottenlund.
For kort tid siden flyttede en stor del af disse genstande til Etnografisk Samling: en gave fra Paul Toussiengs barnebarn, Ingeborg Tryde.
Allerede i 1944 skænkede Toussieng selv en række genstande til Etnografisk Samling, blandt andet to enestående hudoq-masker med metaløjne og næsehornsfuglefjer. Den ene kan til daglig ses i den permanente udstilling Jordens Folk, i 2012 var den med i udstillingen ”Europa møder verden”.
Den netop hjemtagne samling rummer endnu en fin hudoq-maske, men også skjolde, et strengeinstrument, koggere med giftpile, mandauere (sværd) og flere meter lange pusterør med spydblade i mundingen.
Fra Java og Bali medfølger balinesiske masker, barberblads-skarpe sporer til hanekampe og meget fine sværd af typen kris, kendt for den bølgeformede damascener-klinge.
Ud over genstandene havde Ingeborg Tryde fundet sin bedstefars fotografier, kort, dagbøger og breve frem; de indgår nu i Etnografisk Samlings arkiv. Endelig fik vi også den rejsekiste, som nok har fulgt familien gennem de 17 år i et Indonesien, der endnu nogle år hørte til i en verden, som for store deles vedkommende bestod af europæiske kolonier, men som i 1945 erklærede sig selvstændigt.
Inge Damm, museumsinspektør, 2013