Vi vises rundt på skolen, der egentlig bare har ét stort fælles lokale, og langs væggen er skabt en række klasselokaler ved hjælp af en enkelt skillevæg og skærme af fletværk. Rektors kontor er placeret i et kosteskabslignende kammer for enden af rummet. Larmen er selvsagt overvældende, når den foretrukne undervisningsmetode er recitation i kor fra tavlen. En del af eleverne har taget deres yngre søskende med i skole, for når forældrene arbejder som daglejere, må de tage det arbejde, der kommer, og så er der ingen til at passe de mindre børn. Skolen må gøre en ihærdig indsats for at overbevise disse forældre om, at det er bedst at lade deres børn blive i skolen, og det sker ikke sjældent at en lærer må tage på besøg i hjemmet for at overtale forældre til at lade deres børn fortsætte uddannelsen. Da forældrene ofte ikke selv har en uddannelse, kan de heller ikke hjælpe børnene med deres lektier, og derfor stiller skolen dagligt lektiehjælp til rådighed for børnene. På mange områder går skolen ind og overtager en opdragende rolle – det er også her børnene lærer basal hygiejne og rengøring (hvilket bl.a. sker ved, at de deltager i den daglige vedligeholdelse og rengøring af skolens egne lokaler), og skolen tager sig af børnenes soignering, hvis den er mangelfuld hjemmefra. Desuden serveres hver dag et varmt måltid på skolen. Alt dette finansieres gennem de statstildelte midler, og donationer fra NGO’er og private.

Eleverne fra Vestfyens Efterskole skal være etnologer for en dag, og de får stillet til opgave at udføre deltagerobservation i skolens klasser. De deles op – 1-2 danske elever i hver af skolens klasser, og så skal der observeres og noteres. Det kommer der meget forskelligartede oplevelser ud af – nogle deltager i lege i skolegården, andre sidder med i undervisningssituationer af meget varierende karakter. En fælles oplevelse er dog, at forholdene er noget mere skrabede end derhjemme, og materialemanglen er påfaldende. Nogle stykker har stiftet bekendtskab med en håndhævelse af disciplin af ganske håndfast karakter, om end resultatet af lærerens anstrengelser med en kæp lader til at være tvivlsomt. Der er stof til meget samtale og sammenligning mellem de danske og indiske forhold for efterskoleeleverne, samtidig med de må huske på, at der er utroligt stor forskel på forholdene på skolerne her i Tamil Nadu – og resten af Indien, for den sags skyld. Inden for uddannelsesområdet, som på så mange andre områder i dette vældige land, er kompleksiteten enorm, hvilket giver stof til de næste mange deltagerobservationer.

Tekst: Studenterpraktikant Julie Bønnelycke, 2007