Jeg har taget en fridag fra feltarbejdet i Tranquebar i mit praktikophold i Tranquebar Initiativet og er kommet til Veilanganni, en af de største kristne valfartsbyer i Sydindien.

Da vi ankommer til Veilanganni, stiler vi straks, som de mange andre pilgrimme, der måtte komme hertil, mod katedralens imponerende silhuet. Lyden af salmesang strømmer ud fra hvælvingerne – på én gang en velkendt og fremmedartet lyd, for de velkendte salmer er her akkompagneret på umiskendeligt indisk vis af noget, der minder om et hammondorgel med imponerende volumen. Messen er godt i gang, men min tolk griber resolut fat i mig og trækker mig med helt frem til forreste række, hvor hun falder forbløffende hjemmevant ind i liturgien, taget i betragtning af at hun er hindu. Det er endnu en demonstration af hinduernes forbløffende eklekticisme – der er altid plads til en gud til på familiealtret, også selvom denne måtte være af en karakter, der per definition bestrider de andre guders eksistens.

Min tolk har gået i katolsk pigeskole og er således godt inde i religionen. Hun er af en fattig hindu fiskerfamilie og kunne kun få en uddannelse, fordi hun fik et stipendium fra St. Teresa skole i Tranquebar. Hun har såmænd været oftere i kirke end jeg. Hun har således ofte deltaget i messen her, og hun slår utvungent korset for sig, om end hun ikke deltager i selve nadveren. En lille nonne nikker og smiler bifaldende til mig tilfreds over at se en udlænding deltage i den tamilske messe. Nadveren ledsages af en brusende lyd fra hammondorglet, der øjensynligt skal indgyde den rette ærefrygtindgydende stemning.

Varmen slår mod os, da vi missende med øjnene træder ud i dagslyset igen. Vi nærmest kryber af sted i den smule skygge, der er at finde nu, hvor solen står højest. Fra den åbne kirkeplads til et af de meget beskedne kvarterer med hytter strøet ud i en lille labyrint går vi hen til min tolks tante og onkel. Hun fortæller mig deres historie på vejen. Det var et kærlighedsægteskab; ikke arrangeret og absolut upassende. Bruden var af højere kaste end gommen, så hendes familie slog hånden af hende, da hun giftede sig nedad. Kun få kom derfor til deres bryllup, og det unge par måtte klare sig uden familiens ellers uundværlige hjælp. Så ramte tsunamien i 2004 langs hele kyststrækningen, og parrets lille hus, der lå ganske tæt ved den udsatte strand, blev revet med. De mistede hus og ejendele, men kom ikke selv noget til. Angsten for at have mistet deres datter til flodbølgen tøede imidlertid forældrene op, og familien blev genforenet – som mange andre i øvrigt gjorde i den kaotiske tid efter tsunamien, der vendte op og ned på folks liv og i nødens stund gennembrød mange gamle normer, barrierer og fjendskaber.

For et halvt år siden var onklen ude for et trafikuheld. Han fik en kranielæsion, og konsekvenserne er endnu uoverskuelige. I dag er han uarbejdsdygtig, og ingen ved, om han kommer sig. Han ligger indenfor og hviler sig, da jeg kommer. På siden af hovedet har han stadig en bandage. Min tolk undskylder forlegent, at han ikke kan tale forståeligt mere; det er kun vrøvleord, der kommer fra ham nu. Men for mig virker hans lyde og fagter ligeså forståelige som daglig tale på tamil, da han hiver et stærkt medtaget fotoalbum frem og giver sig til at vise mig familiens fotos. De er misfarvede og krøllede af saltvandet, som tsunamien sendte ind over alle deres ejendele. Kun få fotos overlevede, så familien beder mig tage billeder af dem og sende dem, så de i det mindste har nogle få minder at dokumentere. De stiller sig op; far, mor og datter, renskurede ansigter og glatte fletninger. Blomster i håret. Helt stivnede, anspændte på billederne, uvante med situationen. Deres eneste barn er 7 og går i skole – lidt endnu. Familiens fremtid er usikker nu, hvor der ingen indtægt er længere. Alle brudesmykkerne – kvindens økonomiske sikring for fremtiden – er solgt; brugt til at betale for lægehjælp og medicin efter ulykken. Hvor pengene til næste behandling skal komme fra, ved man ikke, og hvordan datterens skolegang skal betales, taler man slet ikke om. Han solgte forsikringer men havde ingen selv, og her er der intet socialt sikkerhedsnet til at gribe én, når man falder.
Jeg kan forstå, hvorfor de faldt for hinanden. Hun er smuk, og han kom til hendes redning, da et par røvere havde sat ild til forældrenes butik, hvor hun arbejdede. Som taget ud af en Bollywood-film – bare uden den lykkelige slutning.

Deres hus er snarere en barak med to skillevægge, i gården et skur med toilet. Det gik i stykker lige efter ulykken og har ikke været repareret siden, så en spand er nu interimistisk wc.
Trods den åbenlyse økonomiske trang bliver jeg fornemt beværtet. Frokost bliver gjort klar, adskillige fade med lækkerier stilles på stråmåtten på gulvet, og jeg nødes til at spise. Alle sætter sig rundt om mig i en halvcirkel og stirrer forventningsfuldt på mig uden selv at gøre mine til at spise. De vil vente, til jeg er færdig og spise resterne. Jeg protesterer og får i det mindste min tolk til at spise med, men det er stadig pinagtigt at sidde der og føle, hvordan min mave fyldes på deres bekostning. Fisken er fyldt med små ben, og det er næsten umuligt at pille dem fra, når mange sæt stirrende øjne overvåger hver klodset bevægelse, min utrænede højre hånd foretager sig med maden. Jeg må messe mit mantra indvendigt, mens jeg fumler: Ikke bruge venstre hånd, ikke bruge venstre hånd. Sovsen er så stærk, at den svier på fingrene.

Til sidst griber en tante (adskillige familiemedlemmer har samlet sig for at se den usædvanlige gæst – en hvid kvinde, høj og bleg, i indisk tøj!) resolut ind; hun fatter min tallerken, og med hurtige bevægelser stikker hun hånden ned i min mad og skiller fiskekød og ben, så jeg kan spise færdig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om den velmente gestus.