Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Tranquebar - hvis historie?

Danish shop, en kiosk i Basargaden i Tranquebar. Foto: Helle Jørgensen, 2008. Nationalmuseet
Danish shop, en kiosk i Basargaden i Tranquebar. Foto: Helle Jørgensen, 2008. Nationalmuseet

Tranquebar er udnævnt til kulturarvsby af myndighederne i delstaten Tamil Nadu, bl.a. fordi byen til forskel fra andre tidligere europæiske handelsstationer på den indiske Coromandelkyst har bevaret sit arkitektoniske særpræg fra kolonitiden. I de seneste år har bygningerne givet anledning til en mængde rapporter, der kortlægger deres tilstand og skitserer planer for bevaring og udvikling, blandt andet med henblik på en øget turisme. Men at etablere Tranquebar som kulturarvsby er langtfra blot et spørgsmål om at bevare de fysiske strukturer i byrummet. Aktuelt indgår der fra flere danske og indiske aktørers side bevidst erklærede bestræbelser på at skabe en øget lokal bevidsthed om vigtigheden og betydningen af at bevare kulturarv, som den kommer til udtryk i historiske bygninger. At genoplive et stykke indo-dansk historie er imidlertid ikke ukompliceret, for hvis historie er det egentlig man forsøger at genoplive - og hvilken historie?

Med udgangspunkt i en række interviews og udviklingsrapporter undersøger artiklen, hvilken betydning det har, at de aktuelle bevarings-, forsknings- og formidlingsinteresser indskriver sig i koloniale og postkoloniale relationer, og finder hos de involverede parter bl.a. en bevidsthed om at historisk interesse for Tranquebar fra dansk side ikke nødvendigvis er et uskyldigt fænomen. Samtidig er selve udformningen og forandringen af det byrum, som Tranquebars historiske bygninger indgår i, genstand for mange forskellige interesser, fra social udvikling til vidt forskellige syn på æstetik. Skal man forstå den aktuelle udvikling omkring Tranquebars kulturarv, må man ikke blot udforske historiske narrativer omkring byen ud fra en traditionel historisk optik, der fokuserer på en refleksiv og detaljeret kronologisk historiebevidsthed. Man må undersøge hvordan befolkning og besøgende i Tranquebar i praksis bruger byrummet og bygningerne, og hvordan denne færden og kontakten mellem folk, der engagerer sig i omgivelserne med forskellige formål, får betydning.

Jørgensen, Helle. (2008). ”Tranquebar – hvis historie? Om at studere kulturarv under konstruktion”, in Esther Fihl (ed.), Tranquebar Initiativets Skriftserie, no. 3. Nationalmuseet.