Pongalfestival i Tranquebar
En af de største festligheder i Tamil Nadu er den tamilske høstfest Pongal, der strækker sig over fire dage i januar. Hver dag har en særlig betydning, og der udføres bestemte ritualer for at takke solen, regnen, jorden, dyrene, familie og venner for årets høst. Ingrid Fihl Simonsen fortæller her om, hvordan Pongalfestivalen fejres i Tranquebar.
Januar er en god tid at besøge Tamil Nadu, for vejret er behageligt, naturen er smuk og grøn efter monsunen, og hinduerne holder fest i anledning af den igangværende høst. En række religiøse ceremonier vil over de næste dage blive udført i hjemmene og forberedelserne til Pongal har været i gang i lang tid.
I fiskerlandsbyen, i de små hytter med palmebladstage, bliver der foretaget grundig hovedrengøring. På vores færden rundt i landsbyen har vi mødt kvinder uden for deres hytter i fuld gang med at skrubbe skåle, krukker og kudams (vandkrukker).
På de fleste af årets dage gør husets kvinder sandet vådt i en stor cirkel foran hyttens indgang og maler flotte symmetriske mønstre (kolam) med hvidt rismel, som byder besøgende folk velkomne. De næste festdage vil de tidligt om morgenen gå rundt i fiskerlandsbyen og foran deres venners hytter lave disse dekorationer i alle regnbuens farver.
Kvinderne hjælper hinanden med aflusningen af det lange sorte hår før festlighederne. Unge piger fortæller stolt, at de har fået nye kjoledragter til Pongal. Der er en ualmindelig stor aktivitet i landsbyen i denne periode, og alle forberedelserne kulminerer i fest, dans, sang og sociale sammenkomster de kommende dage.
Solens dag i Pongalfestivalen
I dag er hindu-høstfestens vigtigste helligdag, og dagen skulle startes med manér. Sammen med min mor, Esther Fihl, var jeg inviteret hjem til en af fiskerkvinderne, Renugadevi (opkaldt efter guden Renugadevi), som min mor har kendt gennem mange år. Her skulle vi deltage i en privat ceremoni.
Vi stod op kl. 5 og gik ned til tempelpladsen, hvor Renuga bor. På vejen beundrede vi de mange farverige mønstre, kvinderne var i færd med at male udenfor hytternes indgang, og vi mødte som sædvanligt mange glade ansigter, der lige ville hen og hilse på de coloured people, ("farvede" som de sjovt nok kalder os), der gik gennem gaderne i mørket.
Hos Renuga var der også dekoreret flot. Udover det store mønster foran indgangen, som ønskede forbipasserende Happy Pongal, var der tegnet små tegn på vægge og gulv inde i hytten, bl.a. svastika-tegn. Med hjælp fra sine to tvillingedøtre på 15 og sin yngste datter på 6 fik hun tændt op under velsignede lerkrukker indhyllet i planterne ingefær og tarok. Hun begyndte den traditionelle tilberedelse af Pongalen, som er en slags sukret risengrød med ristede rosiner og cashewnødder. Ilden, røgen og duftene gav en helt speciel stemning.
Da solen var stået op og maden klar, blev der stillet op til en ofring til ære for solen og husguden, Murughan, som har været den centrale husgud for familien i flere generationer. Guden fik serveret en portion af grøden, enkelte bananer og andre små tamilske lækkerier på et friskt bananblad omgivet af brændende olielamper, røgelsespinde og velduftende kranse bundet af blomsten jasmin. Murughan ville da spise den fine essens af maden og efterlade den grovere del til os andre. For hver deltager i ritualet foretog Renuga en kort velsignelse ved energien fra ild tændt på et fad, og vi fik en plet af rødt i pandens chantrapunkt. Derefter velsignede Renuga palmehyttens tre rum ved en sødlig duftende blanding af gløder og røgelse i en lille dekoreret skål.
Morgenceremonien var overstået, og vi trak os tilbage til hyttens hovedrum, hvor vi smagte Pongalen. Fjernsynet, et af rummets få inventarer udover en seng, et skab og husalteret, blev tændt. Der sad vi så, velsignede og mætte, og så den amerikanske tegnefilm Scooby-Doo i en tung duft af røgelse.
Tirsdag i oksens tegn
Tredje dag i Pongal-festivalen står i oksens, køernes og gedernes tegn. Specielt okserne har stor betydning for bøndernes høst og skal derfor også fejres. Bønderne maler deres horn og sætter bl.a. bjælder eller balloner for enderne. Skindet bliver dekoreret med mønstre i mange farver og store blomstrekranse bliver hængt over nakken. Bønderne tilbereder dagens portion af Pongal-grøden foran dyrene og fodrer dem med den søde dessert.
Jeg havde håbet at se flere udsmykkede okser i Tranquebars gader, men eftersom de omkringliggende marker praktisk taget ligger brak efter tsunamien og på grund af flerårig mangel på overrislingsvand, har de lokale bønder ikke længere brug for eller råd til at have okserne. Derfor så vi kun enkelte okser lyse gaderne op med blomster og farver.
Min familie og jeg blev inviteret på privat middag hos en af fiskerfamilierne i anledning af Pongal-festen. Der serveredes et stort måltid med tre forskellige slags fisk i tre forskellige "currysovse", to slags grønsagsblandinger, sprøde hvedemelsbrød stegt i kokusolie og selvfølgelig store mængder af ris. Et yderst velsmagende og stærkt middagsmåltid at nyde i varmen.
Pongal onsdag: hestevæddeløb og valfart til kysten
Onsdagens store Pongal-begivenhed i Tranquebar er det længe ventede hestevæddeløb mellem Tranquebar og en nabolandsby og valfarten til stranden af besøgende ofte langvejs fra, da det er forholdsvis nemt her at komme til havet traditionen tro på denne dag.
Hestevæddeløbet strakte sig over mange timer, fra ca. kl. 10 om formiddagen til kl. 17 om eftermiddagen. Den egentlige tradition er oksevæddeløb eller, som man ser det i Spanien og enkelte steder i Sydfrankrig, at slippe tyre med alkohol i blodet løs i gaderne, men på grund af den grove behandling af dyrene er dette blevet forbudt af staten. Dog følger mange tv-stationer disse lege, som udfolder sig andre steder i landet - på trods af forbuddet.
Mange fra Tranquebar og andre omkringliggende landsbyer er stimlet sammen for at overvære punktet, hvor vognene vil vende og ræse tilbage til startbyen. På Market Street i Tranquebar er der sort af mennesker, og vi søger bedre udsigt. Der er lang ventetid, inden de fem ryttere kommer susende forbi. Indtil da har vi kunnet sidde og pjatte lidt med vores medpublikum. Unge mødre viser deres smykkebehængte babyer frem. De unge drenge på den anden side af den smalle vej forlanger, at jeg tager billeder af dem, mens de poserer i forskellige stillinger foran mig. Til højre for os holder en gruppe unge mænd til med deres motorcykler, og vi kan betragte, hvordan de viser sig frem for kammeraterne og folk omkring. Ud fra en vestlig betragtning var selve løbet forbavsende tamt, forsamlingen og opstemtheden taget i betragtning.
Derefter var det tid til, at deltage i begivenhederne på stranden. Folk fra landsbyen og længere væk fra mødtes her og fortærede deres medbragte mad. Enkelte gik i fuld påklædning ud i bølgerne og fik en forfriskende dukkert.
Tekst: Frivillig studentermedhjælp Ingrid Fihl Simonsen, 2007