Landbruget i Tranquebar
Landbruget i Tranquebar og omegn har i de sidste tyve år befundet sig i en krisesituation, idet det yderste af kystområdet i Cauveri-flodens delta ikke har fået tilført overrislingsvand nok til, at bønderne har kunnet dyrke de sædvanlige afgrøder vådris om året.
Ud over manglen på overrislingsvand på Tranquebars marker kommer, at tsunamien i julen 2004 gik ca. 2 kilometer ind i land. Det salte havvand blev fanget i de med jordvolde omkransede marker anlagt til vådris. Dette medførte saltning af jorden og tsunamibølgerne førte også en del sand med sig. Det vil antageligt tage naturen flere år at rette op på disse skader. Som følge heraf er store landbrugsarealer nu overgået fra intensiv til ekstensiv drift og fungerer nu blot som græsningsområder for geder eller kvæg.
Den store jordløse del af landbefolkningen, der sædvanligvis har ernæret sig som daglejere på bøndernes jorde og været travlt beskæftiget med at tilplante rismarkerne og tage sig af høstarbejdet samt at vedligeholde overrislingskanalerne, er specielt hårdt ramt af landbrugskrisen, og flere familier har i de senere år levet på sultegrænsen. Krisen har nu stået på i ret mange år, og delstaten Tamil Nadu har endnu ikke fundet en løsning med nabostaten Karnataka, der tilbageholder en del af overrislingsvandet til brug for delstatens egne bønder. En stor del af daglejerne har imidlertid efter tsunamien fundet beskæftigelse i byggeindustrien, bl.a. med opførelsen af en ny landsby til fiskerne længere inde i landet.
Flere af bønderne i Tranquebar har på baggrund af landbrugskrisen valgt at udleje eller sælge ud af rismarker til store rejekompagnier eller krabbekompagnier. Disse pumper havvand ind i de inddæmmede marker og bruger dem som reje- eller krabbefarme. Dette har økologisk store konsekvenser langs kysten, idet rejefarmene for at undgå sygdomme i rejebestanden efter kort tid må flytte til nye marker, og jorden efterlades saltet af havvandet og på anden vis forurenet, ligesom havvandet gennem digerne trænger ind på nabobøndernes rismarker og nedsætter således yderligere muligheden for at dyrke ris.
Krisen i landbruget har i de senere år medført større mobilitet i befolkningen. Mange mænd og kvinder er rejst ind til de større byer for at søge arbejde. Unge mænd har indgået kontrakter med mellemmænd og er draget af sted som migrantarbejdere til især Singapore og de arabiske emirater som arbejdere der i byggeindustrien eller hotelbranchen.
Tekst: Professor Esther Fihl, 2012