Søndagens gøremål blev brat afbrudt, da vi fik nys om, at der hos en af vore naboer foregik en overgangsrite for en pige i anledning af hendes første menstruation, og at vi var inviteret til at deltage i ceremonien. I al hast fik min mor, Esther Fihl, og jeg pakket kameraet sammen og kom ud af døren.

Der var allerede ankommet mange kvinder, som sad på måtter og fik tilbudt kaffe og the. Huset var en palmehytte med gårdsplads med et par stråvægge og bølgeplader opstillet omkring. Efter at have stillet sanddalerne udenfor, blev vi af kontante og handlekraftige fiskerkvinder kommanderet til at tage plads på rismåtterne på jorden og fik serveret en kop varm kaffe (lokaldyrket kaffe og rørsukker med frisk bøffelmælk). Det, at vi ikke kunne sluge kaffen i et par mundfulde ved at hælde kaffen ned i halsen uden at læberne rører kruset, blev højlydt kommenteret af de mange kvinder omkring os - kunne vi ikke lide kaffen? Føler vi kaffen som en straf? Ligeledes blev vores udseende grundigt diskuteret: Ansigt og hud var flot nok, men hvorfor farver vi ikke håret flot og sort som deres? Mit hår blev pillet ved og tøjet blev rørt ved. Det er svært at vænne sig til, at alles øjne konstant hviler på én, men når det altid forgår med et smil, er det såmænd bare sjovt.

Efter velkomsten til selskabet, blev vi ført ind til den unge pige, som det hele handlede om. Hun sad i det afskærmede udendørs baderum sammenkrøllet i et hjørne med sit lange sorte hår udslået og fik litervis af vand blandet med specielle blade hældt over hovedet igennem en si. Alle de deltagende kvinder skulle udføre denne handling for at velsigne og byde hende velkommen til voksenlivet, inklusiv min mor og jeg. Ude i den store forsamling af kvinder blev vi dernæst selv velsignet ved at få en plet af rød farve og en gul plet af gurkemeje i panden og i thundai kulli (der betyder grøften nederst ved halsen).

Næste punkt i ceremonien var en gaveuddeling til alle deltagere. Den bestod af en pose med et stykke kage og en betelnød og et grønt blad at tygge sammen med nødden, som giver den karakteristiske røde farve på tænderne. Gaverne havde pigens morbror på traditionel vis sponsoreret. I tamilske familier har han en stor betydning for søstrenes døtre gennem hele livet. Han skal sørge for alle deres overgangsritualer og måske gifte en af dem med sin egen søn i et krydskusineægteskab. Sådanne forhold giver ofte et stærkt sammenhold i familien.

Vi forlod stråindhegningen stadig under stor opmærksomhed fra alle kanter. To små tvillingedrenge på omkring to år begyndte at skrige skrækslagne ved synes af min mor og mig. Dette gav alle kvinderne og os en anledning til at grine højt i kor.

Denne ceremoni blev afholdt sammen med naboer og familie for at fejre pigens overgang fra barn til voksen, men det var også en offentliggørelse af, at hun nu er giftemoden.

Sidste del af overgangsriten

Endnu engang blev min mor og jeg pludselig og ganske uventet inviteret med til en ceremoni i fiskerlandsbyen. Samme pige, i hvis separationsceremoni vi deltog 10 dage tidligere, skulle nu indvies til samfundet igen på traditionel vis. Hun skulle reintegreres på et nyt niveau.

I de fleste samfund markerer man et antal vendepunkter igennem en persons liv. De typiske er en babys velkomst til livet og samfundet, børns overgang til voksenlivet, indgåelse af ægteskab og endelig begravelsen. Man kan derfor sige, at denne unge piges gennemgang af menstruationsriten på mange måder svarer til konfirmationen i det danske kristne samfund.

I de fleste overgangsritualer er der tre faser: Den første er separationsfasen, hvor man bliver udpeget som en novice, der skal gennemgå en masse forberedelser og måske lære specielle regler. Derefter begynder anden fase, som ofte er en isolationsfase, hvor personen afskærmes fra resten af samfundet i en vis tidsperiode, og endelig den tredje fase, reintegrationsfasen, hvor personen bliver indviet i samfundet på ny i en ny aldersgruppe eller på et nyt samfundsniveau.

Vi ankom til familiens nybyggede hus, som stadig stod tomt og halvfærdigt. Her var der plads til, at kvindelige slægtninge og nabokvinder kunne udføre den traditionelle ceremoni for pigen. De deltagende kvinder blev budt velkommen med en kop kaffe samt velsignet og fik de sædvanlige røde og gule pletter i panden og nederst på halsen. I husets hovedrum stod kvinderne tæt pakket op ad væggene, og i midten blev der stillet en plastikstol frem, hvori der blev udbredt et silkeklæde. Foran blev lagt en stor, sort og oval stenkværn som symbol på kvindelighed. På den var der malet øjne, som skal skræmme de onde ånder væk. Ellers blev der linet op med fade med blomster og bananer, store olielamper og en skål med væske, farvet rød af tamarik-planten.

Pigen blev ført ind til alle kvinderne og sat på stolen. Hun var klædt i en flot silkesari, som kun voksne kvinder bærer ved specielle anledninger, og hun var behængt med guldsmykker. Der blev rettet på klæderne og makeuppen, så hun tog sig så smuk ud som mulig. Kvinderne stillede sig i en lang kø og skiftedes til at velsigne hende og give hende en gave. Nære familiemedlemmer kom med guldsmykker, som hun straks fik på. Specielt pigens morbror er forpligtet ved en sådan lejlighed.

Som lykkevarsel og symbol på kvindelighed blev henholdsvis pulveriseret sandeltræ og rødt pulver anbragt i pigens pande og på hver hånd - så der var en hel plamage til sidst. Hver gæst hældte også små blomsterblade over hendes hoved. Tre fade med henholdsvis ild, bananer og blomster blev af tre kvinder ført om hendes hoved tre gange. Disse handlinger bliver også udført ved tilbedelsen af en hindugud ved en almindelig tempel- eller husceremoni, hvilket vil sige, at pigen i denne situation blev opløftet til en slags gudestatus. Skålen med den røde tamarikvæske, i hvilken der har været tændt ild i nogle flydende sprittabletter, blev smidt ud på gaden foran huset som lykkevarsel.

Da ritualet var udført, blev der på friske palmeblade serveret forskellige curry-retter, som kvinderne nød side om side i skrædderstilling på gulvet. Inden begivenheden var slut, fik gæsterne små gaver med hjem, der var sponsoreret af morbroren.

Tekst: Frivillig studentermedhjælp Ingrid Fihl Simonsen, 2007