Hinduisme
Størstedelen af den indiske befolkning er hinduer.
Hinduismen er imidlertid langt mere sammensat end nogen af de andre store verdensreligioner og omfatter en myriade af forskellige guder, trosretninger og religiøse praksisser, som er udviklet på det indiske subkontinent gennem mere end 3000 år.
Araberne begyndte omkring år 800 at bruge betegnelsen hindu om de folk, der levede øst for Indus-floden, der løber i det nuværende Pakistan.
Men det var vestlige religionsforskere, der i slutningen af 1700-tallet først begyndte at definere indernes mangfoldige religiøse traditioner som én samlet religion, hinduismen.
Denne forståelse har siden fået stor gennemslagskraft i det moderne Indien, hvor den har bidraget til et større religiøst fællesskab på tværs af regionale og kastemæssige skel.
I udstillingen Jordens Folk på Nationalmuseet kan du blandt andet opleve tre enestående bronzefigurer af guderne Shiva, Parvati og Ganesha. De blev fundet nedgravet i jorden i Tranquebar i 1799 og stammer sandsynligvis fra sidste halvdel af Chola-dynastiet, der regerede i det østlige Sydindien fra 850 til 1278 med Tanjore som hovedstad.
Der er også udstillet flere stenrelieffer fra de rigt udsmykkede Shiva- og Vishnu-templer, som opførtes under det delvist samtidige og konkurrerende Hoysala-dynasti, der regerede nordvest for Chola-dynastiet fra 1110 til 1327.
En mangfoldighed af guder
Hinduismen rummer flere guder og gudinder end nogen har tal på. Mange dyrkes kun af en snæver kreds i et lille afgrænset område, som fx den tamilske landsby- og frugtbarhedsgudinde Issaki, mens andre har karakter af hovedguder, der kendes og dyrkes over hele Indien. Til sidstnævnte hører de mandlige guder Brahma, Vishnu og Shiva, der betragtes som henholdsvis universets skaber, opretholder og ødelægger. Denne treenighed afspejler den kosmologi, som danner fælles baggrund for alle de mange forskelligartede religiøse praksisser: Forståelsen af, at livet og universet er dele af et cyklisk forløb, hvor alt, som skabes, må forgå, for at nyt liv igen kan opstå.
Udvikling af hinduistiske sekter
Vishnu og Shiva dyrkes således i dag sammen med deres ledsagersker Lakshmi og Parvati af mange hundrede millioner mennesker over hele Indien. Som regel tilbeder man enten Vishnu eller Shiva som sin gud, både i sit hjem og i gudens tempel. Det hænger sammen med, at Shivas og Vishnus tilbedere grundlæggende tilhører forskellige religiøse sekter, hvis myter, filosofi og ritualer oprindeligt udvikledes i samspil med og i modsætning til andre religiøse retninger, herunder buddhisme og jainisme, der tidligere havde væsentligt flere tilhængere, end tilfældet er i dag.
Denne udvikling foregik fra begyndelsen af det første årtusinde, hvor der også opstod sekter, der tilbad Shakti, den guddommelige kvindelige kraft, navnlig i skikkelse af gudinderne Durga og Kali. Lokale kongemagter har spillet en væsentlig rolle for denne udvikling, idet de ofte har støttet én eller flere sekter ved at give jord til deres præster og opføre imponerende templer for deres guder. Dette forhold medvirkede samtidig til at sikre kongerne deres politiske legitimitet over for undersåtterne.
Landsbygudinder
Dengang som nu var det oftest de lokale landsbygudinder, der havde langt den største betydning for religionsudøvelsen blandt det store flertal af hinduer, der boede i landsbyerne langt fra de politiske og religiøse eliters centre. Landsbygudinderne fremstilles ofte som frygtindgydende skikkelser, der påfører deres tilbedere kolera, kopper eller febersygdomme, hvis de ikke under højtiderne stilles tilfreds med blodofre af geder og høns. Set i forhold til templerne for hinduismens mandlige hovedguder er landsbygudindernes templer små og beskedne. Under tiden tilbedes gudinderne blot i form af en samling sten opstillet under et træ på et særlig kraftfuldt sted uden for landsbyen.