Kunstkammerets opløsning
I 1825 blev det kongelige Kunstkammer opløst og samlingerne overført til de nyoprettede specialmuseer. Hermed opgav man renæssancens idé om altfavnende samlinger til fordel for en moderne anskuelse af verden opdelt i mange forskellige videnskaber.
Opløsningen i 1825
Det kgl. Kunstkammer eksisterede officielt til 1825, hvor hovedparten af genstandene fordeltes til nyoprettede specialmuseer: kultur-, kunst- og naturhistoriske samlinger. De danner i dag grundstammen i flere af de store museer, som f.eks. Nationalmuseet, Rosenborg Slot, Statens Museum for Kunst, Frederiksborgmuseet og Zoologisk Museum.
På flere af de store danske museer findes der således i dag en lang række genstande og præparater fra museernes barndom. De kan alle føre deres historie tilbage til enevoldskongernes Kunstkammer. Genstandene er således materielle levn fra museernes tidligste periode, med stærke udsagn om idéerne bag kunstkammersamlingen samt om den tid, hvor den blev skabt som videnscenter og som et håndgribeligt udtryk for renæssancens altfavnende verdensanskuelse.
Vejen til moderne verdensanskuelse
I 1700-årene var renæssancens idékompleks, der lå bag kunstkamrenes tværfaglige mangfoldighed, ved at være passé. Interessen blev vendt væk fra de "gammeldags" universelle samlinger, som Kunstkammeret, mod videnskabeligt systematiserede samlingstyper. Verden kunne og skulle ikke længere beskues i sin helhed, og op mod år 1800 var tiden løbet fra "multimuseet".
De gamle samlinger kunne ikke tilfredsstille især det akademiske borgerskabs ønske om studiet og formidlingen af den ny tids naturopfattelse samt den voksende interesse for bl.a. arkæologi og kulturhistorie. Det førte til kravet om nye specialiserede museumstyper og 1800-årenes museer fulgte således Oplysningstidens dannelsesideal.
Samlingerne skulle være offentligt tilgængelige og tjene til befolkningens oplysning og dannelse. Den nye borgerlige kultur så museerne som lærepladser for den kulturelle opdragelse. De nye videnskabelige idéer, der understregede betydningen af særsamlinger, gjorde det klart, at der både var behov for en anden systematisk registrering og for et videnskabeligt katalog over den gamle kongelige samling.