Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Selskabskjole med stola

Selskabskjole med stola

I slutningen af 1950'erne blev der både vist ben og skuldre i moden. Selskabskjoler var i begyndelsen af årtiet hellange, men blev efterhånden kortere. Til fest måtte skuldrene gerne være bare, mens de til hverdag skulle være dækket.

Selskabskjolen af Ejnar Engelbert fra Magasin du Nord's modesalon har tilhørt Alice Henriques (1904-1985). Kjolen brugte Alice Henriques sammen med guldskoene til en firmafest. Kjolen og skoenes farver skulle tilsammen give associationer til mærkatet på den tyske eau de cologne "4711", som hendes mand Kai Henriques var eneimportør af i Danmark.

Med matchende kjole og tilbehør har Alice Henriques efterlevet den franske designer Christian Diors diktat om, at den perfekte kvinde var gennemført fra top til tå.

Dragtbeskrivelse

Kjole i gråblå uld. Kjolen er stropløs og har indsyede stivere. Lynlås bag. Foran midtersøm, brystindsnit. Skørt påsyet i læg, der løsner sig i folder nedefter. Til kjolen hører stola i samme stof med frynser i enderne. Tilhørende sandalsko i guld uden tå. Overlæder sammensyet af 2 stykker, der krydses med remme. Lukkes med metalspænde dekoreret med similistene. Hælkappe høj og spids. Hælen betrukket og udhulet under svang. Selve sålen er massiv lav plateauformet. Mærke: "Bally Specially made in Switzerland for Magasin du Nord."

Selskabskjole, mus. nr. 369/1988 Uld. Gråblå. Foer liv, lysegrå silke. Foer skørt, rødgrå silke.

Længde midt bag: 84 cm Livvidde: 56 cm Vidde: 636 cm Stola, længde: 250 cm Stola, bredde: 68 cm

Damesko, par, mus. nr. 336/1988