Hvervning
Fra gammel tid anvendte fyrster lejesoldater, når de skulle i krig. Ved udgangen af middelalderen udviklede der sig en fast praksis med de såkaldte landsknægthære. Oberster tilbød fyrsterne deres tjeneste mod store kontante beløb. Proceduren var normalt, at obersten forpligtede sig til at stille med en aftalt styrke til en given dato. Han fik halvdelen af sit honorar i forskud, hvormed han kunne hverve folk. Resten blev så udbetalt, når styrken blev præsenteret for kongen. Uniformer blev leveret af obersten som en del af kontrakten, medens fyrsten normalt leverede våbnene. Når krigen var slut, blev regimenterne opløst, eller vandrede i en anden fyrstes tjeneste.
Hvervede udlændinge
Den stående hær bestod herefter af hvervede soldater indtil begyndelsen af 1800-tallet, hvor den blev afløst af en værnepligtig udskreven hær. Godsejerne modsatte sig hvervning på deres godser, og hæren var derfor henvist til byerne. Disse kunne dog ikke levere det fornødne antal rekrutter, og efterhånden begyndte man at hverve i Tyskland i stor stil. Omkring halvdelen af de hvervede var kongelige undersåtter (danske, norske og slesvig-holstenske) og resten udlændinge. Blandt udlændingene var godt 75% tyskere.
Frederik 3. beholdt en stående hær
I Danmark skete der noget afgørende nyt, da Frederik 3. i 1660 udnævnte sig selv til enevældig monark. Karl Gustav krigene mod Sverige (1657-60) var netop overståede, og i stedet for at opløse hæren, som man altid havde gjort, beholdt kongen en stående hær af hvervede regimenter.