Rekruttering
Grundlæggende findes der to måder en hær kan rekruttere på. Man kan tvinge de unge mænd, eller de melder sig frivilligt, normalt mod en vis betaling. I Danmark har man anvendt begge metoder samt alle tænkelige kombinationer af de to.
I perioden ca. 1660-1814, bestod den stående hær af hvervede soldater, som for en dels vedkommende var hvervet i udlandet, samt en udskreven milits af værnepligtige bønderkarle.
Rekruttering har altid været stridens æble
Måden, hvorpå man skal skaffe soldater, har til alle tider været et stridens æble, og vor tid er ingen undtagelse. I dag diskuteres det om værnepligten helt skal afskaffes, og forsvaret alene varetages af professionelle soldater. Nationalstaternes store værnepligtshære, som udkæmpede to verdenskrige og var dominerende i omkring halvandet århundrede, er efterhånden afskaffet i hele den vestlige verden. Hvad angår fremtiden kan man naturligvis kun spå, men måske får vi igen private militære enheder at se, ligesom 15-1600-tallets landsknægthære.