Felttoget i Ditmarsken
Februar i året 1500. Kong Hans af Danmark, Norge og Sverige ville tvinge det uafhængige bondesamfund Ditmarsken til at anerkende ham som deres hertug.
Det ville udvide hans territorium og dæmpe hans undersåtters trang til selvstændighed. Med en moderne hær på 10.000 mand trængte han ind i landet uden at møde nævneværdig modstand og stod nu i hovedbyen Meldorf. Ditmarskerne havde trukket sig tilbage til de sumpede marskegne.
Naturen erklærede krig mod Ditmarsken-felttoget
Kong Hans’ felttog i Ditmarsken var begyndt så godt. Det var gået ganske nemt med at indtage ditmarskernes hovedby Meldorf. Næsten halvdelen af hans 10.000 mand var krigsvante landsknægte fra Den Sorte Garde eller adelige ryttere i fuld rustning.
Ditmarskerne rådede over 6.000 mand, først og fremmest bønder og borgere. Kongen og hans mænd var optimistiske og forventede en hurtig sejr. Men vejret var slået om, og frosten afløst af regn og tøsne. Hærførerne rådede til, at man blev i Meldorf, men det var dyrt at vente med en lejet hær. Kongen beordrede hæren ud i marsken.
Nu begyndte problemerne. Alt blev gennemblødt, tungt og mudret. Heste, vogne og kanoner sad fast i pløret, og det var umuligt at vige fra vejen på grund af dybe kløfter til begge sider.
Mand mod mand i mudderet
Pludselig gjorde hæren holdt. I løbet af natten havde ditmarskerne bygget skanser over vejen. Både ved skanserne og spredt omkring i marsken ventede kampberedte ditmarskere. I andet angrebsforsøg lykkedes det dem at vælte den kongelige hærs kanoner i marsken.
Den Sorte Garde forsøgte at rykke uden om skansen, men i virkeligheden kunne den kongelige hær ikke stille meget op. Bagfra pressede mange tusind mand på, som ikke vidste, hvorfor toget var stoppet.
Ditmarskerne fik nu forstærkninger. Samtidig lukkede de op for digerne, så marsken blev oversvømmet, og flugt blev nærmest umulig. Garden brød sammen og resten af den kongelige hær forsøgte panisk at flygte fra de kæmpende ditmarskere og druknedøden i marsken.
Kongens ydmygende nederlag
Efter sejren plyndrede ditmarskerne de efterladte vogne for mad, våben og ting af værdi. Imens gjorde taberne omkostningerne op. Felttoget i Ditmarsken blev ikke den hurtige sejr, kong Hans havde drømt om. I stedet drog han hjem svækket på mange fronter.
Nederlaget betød også, at hans svenske undersåtter så deres snit til at gøre oprør og løsrive sig fra Kalmarunionen. Det tog flere århundreder, inden den dansknorske kongeslægt opgav tanken om at få Sverige tilbage.
