Detroit i Danmark

I 1923 bragte det tyske tidsskrift ”Der Motorwagen” en reportage fra Danmark. Heri blev landet beskrevet som et ”brændpunkt for hele verdens automobilhandel”. Alverdens bilmærker var til stede og kæmpede hårdt om købernes gunst.

Særligt et mærke løb med opmærksomheden: på stort set hvert eneste københavnske gadehjørne så man en Ford, hævdede bladet. Det sidste var nok trods alt en overdrivelse. Men sikkert var det, at den danske bilindustri i 1920'erne var mere fremskreden end den tyske.

Det skyldtes i høj grad én bestemt virksomhed, nemlig Ford Motor Company. Ford havde introduceret sin Ford T i 1908. På den tid var bilen hovedsageligt et legetøj for velhavere, men Ford ville producere en bil til den brede middelklasse.

I 1913 begyndte man for første gang at producere Ford T på samlebånd i Detroit. Det medførte et voldsomt fald i produktionsomkostnigerne pr. bil, og dermed i salgsprisen. Indtil den i 1927 endelig blev afløst af den nye model A blev Ford T den dengang mest solgte bilmodel i verden, med 15 millioner producerede eksemplarer.

En del af disse blev samlet i København.

Fordisme - til en vis grænse

Allerede i 1911 havde Ford etableret en fabrik i Manchester, England. I 1919 kom turen så til Danmark som det andet land i Europe. I Heimdalsgade på Nørrebro i København samlede man biler på Danmarks første samlebånd, ikke bare til det danske marked men til Norden, Baltikum, Polen og Tyskland.

Den danske fabrik var fra starten så stor en succes, at man snart fik problemer med at følge med efterspørgslen. Derfor blev der bygget en ny, moderne fabrik i Sydhavnen, som åbnede med stor festivitas i 1924. Fabrikken var tegnet af den samme arkitekt, Albert Kahn, som stod bag Fords fabrikker i USA, og set udefra lignede den da også et lille stykke Detroit, plantet i København. 

I kølvandet på Fords succes fik andre bilfirmaer øje på Danmark, herunder General Motors og Citroen, som også etablerede samlefabrikker i Sydhavnen.

”Fordismen” er i dag blevet en almindelig betegnelse for det at producerer ensartede varer i store serier på en rationel måde, for at kunne sælge dem til den lavest mulige pris. Hvad færre ved er, at Henry Fords vision ikke blot var at forsyne verden med billige biler. Han var overbevist om, at ved at udbrede hans system til så mange produktionsgrene som muligt, kunne der produceres så mange billige varer og betales så høje lønninger, at alle materielle behov kunne dækkes. Dermed ville sociale konflikter forsvinde og freden ville sænke sig over menneskenes samfund.

Denne vision beskrev han i en række debatbøger, som udkom og blev læst i store oplag i 1920’erne, også i Danmark.

På sine fabrikker i Detroit var Henry Ford kendt for at betale høje lønninger. Til gengæld lagde han ikke skjul på, at hans arbejdere var på fabrikken for at bestille noget – ikke for at tænke selv. Fagforeninger var ikke tilladt, og folk der agiterede for dem blev fyret eller fik tæsk af fabrikkens sikkerhedsvagter.

Da Ford åbnede sin fabrik i København skete det i et land, hvor stort set alle industriarbejdere var medlemmer af en fagforening, og hvor der i 20 år havde været tradition for at arbejdere og arbejdsgivere førte kollektive forhandlinger og indgik overenskomster. Ford måtte derfor tilpasse sig til de danske forhold, og bl.a. acceptere at forhandle med fagforeningerne.

Til gengæld skabte de nye arbejdsmetoder splittelse mellem især de faglærte og ufaglærte arbejdere på fabrikken, som derfor ikke kunne finde fælles fodslag da der kom besked fra Detroit om, at man ikke længere ville acceptere overenskomsten.

I 1966 var samlefabrikken i København blevet urentabel, sammenlignet med Fords nu langt større fabrikker i bl.a. Tyskland og England, og bilproduktionen blev indstillet.