Sandwiches som i 1930´erne
I mellemkrigstiden kom nye omgangsformer på mode. Den almindelige husmoder blev af sagkundskaben opfordret til at gøre op med tidligere tiders tunge middagsselskabelighed med alt for mange og dyre retter. I stedet skulle venner og bekendte bydes på koldt bord, til teaterte, på picnic eller til garden party.
De tidstypiske opskrifter på sandwiches er fra “Haandbog for Nutidshjem”, 1929. De egner sig glimrende til en picnic, og de kan nydes med nogle flasker godt, koldt øl eller hjemmelavet rabarbersaft.
Sardinsandwiches
Rens sardinerne for olie og tag benene ud. Skær dem i små stykker og bland med hakkede, sorte oliven og nogle dråber citronsaft. Smør afskorpede rug- eller franskbrødsskiver med bearnaisesmør (se nedenfor), og læg fyldet imellem sammen med fine tomatstrimler.
Bernaisesmør
100 g smør, 1 pasteuriseret æggeblomme, 1 tsk. salt, 1 spsk. olivenolie, 1 spsk. bearnaiseesssens, 1 tsk. hakket persille. Æggeblomme, salt og olie røres godt sammen og tilsættes bearnaiseessens. Rør smørret blødt, og bland godt med æggemassen. Stilles køligt.
Brug pasteuriserede æg – og spis sandwichene samme dag, som de laves!
Æble-roquefortsandwiches
100 g smør røres blødt med så meget roquefortost, som det kan optage. I blandingen røres frugtkødet fra et revet æble. Blandingen lægges mellem trekantede skiver afskorpet rug- eller franskbrød.
Tunge-peberrodsandwiches
3 dele hakket, kogt tunge og 1 del reven peberrod blandes med mayonnaise til en blød masse. Smøres på afskorpede, trekantede skiver af rug- eller franskbrød.
Mere mad på "Kokkepigens blog"
Kokkepigen har masser af historiske opskrifter og skriver ofte i en særlig "faktionspræget" stil, hvor fiktive - men troværdige - personer beretter om fortidens madkultur. Følg Kokkepigens blog.