Udfører en søgningSøg
Viser mobilmenuFold ud

Troldmandens taske

Healere, ”kloge koner”, heksedoktorer, spåkoner, shamaner eller åndemanere – der har altid fandtes mennesker, der brugte metoder, som andre syntes var overnaturlige.

Troldmandens taske
Hvidegårdgraven med indhold afbildet i det franske "Magasin Pittoresque".

I 1843 blev der fundet en grav i en høj ved Hvidegård nord for København. Det var en af det senere Nationalmuseums tidlige udgravninger, og resultatet var usædvanlig godt. 

I en stenkiste fandt man de brændte ben af en mand, svøbt i et klæde og lagt på en kohud, ganske som om det var et ubrændt lig. Den døde havde fået et pænt udstyr med, da graven blev anlagt i perioden 1300-1100 f.Kr.: Et sværd i træskede med rester af en bærerem med to bronzeknapper, en ”sikkerhedsnål” af bronze, en barkæske og en lille penalhus-agtig taske af læder.

Da tasken blev tømt, åbenbarede den en større samling genstande. Nogle af dem er almindelige i grave: En ragekniv, en lille krum kniv og en pincet af bronze, og en fint tilhugget ildslagningssten af flint. Det er mere sjældent, at de to bronzeknive og ildstenen har bevaret deres skeder af læder og tarm eller blære. Og resten af indholdet i tasken er helt usædvanligt. Foruden en flintflis, et stykke af en ravperle og en lille ravfarvet sten indeholdt den nemlig en gennemboret konkylie og et stykke af en større, en lille træterning, forskellige indtørrede rødder og et stykke bark, halen af en snog og en klo fra en rovfugl. Sammen med det lå et lille læderhylster, der indeholdt underkæben af en egernunge og nogle småsten, hvoraf nogle var pakket ind i et lille stykke blære eller tarm.

Samlingen i den lille taske rummer både hjemlige genstande og ting, der er hentet langvejs fra: Konkylierne fra Middelhavet, ravperlen fra Sydtyskland. Der er ting fra menneskenes verden, men også fra både dyre-, plante- og mineralriget; og de er hentet både fra havsens bund (konkylierne), fra jorden (snogen), trætoppene (egernet) og fra himlen (rovfuglen). Sandelig, de må have givet stærke kræfter til ejeren!

 

Fundet er udstillet i udstillingen Danmarks Oldtid.