Sølvbæger
Vikingernes rov i kirkerne
Da bondemanden Rasmus Pedersen i 1872 pløjede sine marker ved Østerby på Fejø, gjorde han et bemærkelsesværdigt fund. Et sølvbæger med fem små sølvbægre inden i dukkede frem af den nypløjede jord.
Finderen solgte de fine sager til en guldsmed i Maribo for 43 rigsdaler – formentlig ville guldsmeden smelte bægerne om. Dette kom dog Birkedommer Krabbe for øre. Han iværksatte et forhør af Rasmus Pedersen. Det resulterede i, at byfogeden i Maribo kom på besøg hos guldsmeden for at hente bægeret og efterfølgende indleverede det til Nationalmuseet.
Det største sølvbæger kaldes i daglig tale for ”Fejø-bægeret”. Det er dekoreret med udpræget kristne motiver – en rund bygning i to etager, der er en symbolsk fremstilling af det himmelske Jerusalem.
Fejø-bægeret er fremstillet på det europæiske kontinent i slutningen af 700-årene. Det er en såkaldt pyxis, det vil sige et bæger, der er beregnet til at opbevare indviet nadverbrød i. Det var en af de meget centrale genstande i den kristne messe. Men hvordan er dette sølvbæger, som stammer fra en kirke, endt i den danske muld?
Fejø-bægerets rejse er formentlig hjulpet godt på vej af vikingerne. Vi ved at vikingerne besøgte mange egne i Europa, og at de ikke altid havde lige fredelige hensigter. Vi må derfor forestille os, at bægeret er fjernet fra en kirke og derefter bragt med tilbage til Danmark som plyndringsgods. De fem bægre, der blev fundet inden i Fejø-bægeret, er fremstillet lokalt – måske har vikingerne brugt dem som drikkebægre til fest eller hedensk blot?