Biskoppens glas

I maj 1807 underskrev kongen papiret, der skulle blive Nationalmuseets fødselsattest. Ved nedsættelse af ”Kommissionen til Oldsagers Opbevaring” var vejen banet til et nationalt museum, og indsamlingen af oldsager til det nye museum kunne systematiseres. Hovedmanden bag ideen om museet var teologen Frederik Münter, der allerede havde lært om indsamling fra barnsben, hvor Carsten Niebuhr var gæst i Münters barndomshjem. Frederik Münter blev sjællandsk biskop i 1808, og bidrog flittigt til det nye museums samlinger. Den ældst bevarede oversigt over det unge museums genstande stammer fra 1812, og heri optræder ”En Glasurne” med ”indsleben langagtige Fordybninger som Zirater i Rader.”

Glasset, som opgives at være fundet ved grusgravning i en høj på Tofte Bymark i Nebbelunde sogn på Lolland, er et romersk drikkeglas. Det stammer fra 300-tallet og er sandsynligvis fremstillet i et provinsialromersk værksted ved Rhinen. Herfra er det så kommet til Lolland, hvor det endte som gravgods i en fornem grav. Glasset er et godt og typisk eksempel på de fine romerske glas, som fandt vej til Danmark, enten som gaver eller handelsvarer. Det er som sådan, at biskoppens glas har fået ENB-status.