Tøj
Islandsk kvindedragt
De nordatlantiske områder
Island, Færøerne og Grønland var sammen med Norge kommet i union med Danmark i 1380. Island blev i landnamstiden befolket af udvandrede norske stormænd og i 930 oprettedes Altinget. I den efterfølgende tid – fristatstiden – frem til 1262 var Island et rigt og blomstrende samfund, hvor kvinderne havde en stærk position. Da Island kom under Danmark forværredes forholdene generelt. Danmark tiltvang sig et handelsmonopol i årene 1602-1787, som satte den økonomiske udvikling i stå. Til gengæld blomstrede folkekunsten. Nationalmuseet rummer mange genstande fra den islandske hverdag under unionstiden. Især klædedragt, smykker, fint rideudstyr, æsker, kister, manglebræt m.m. De bærer ofte på stiltræk fra både vikingetid og romansk tid. Den islandske kvindedragt fra 1700-årene er fx udstyret med et metalbælte, der minder om middelalderens bælter. Den er desuden udstyret med det karakteristiske hovedtøj med en særlig vinge – faldur. Dragttypen var i brug til o. 1850, hvor den blev afløst af en islandsk nationaldragt, der blev skabt som led i den samtidige frihedsbevægelse.
Den islandske kvindedragt er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 204.
Spædbørnstøj
Sille Marie og det ufødte barn
I 1743 døde Sille Marie Fensmark, gift med købmand Dahl i Helsingør. Hun blev begravet i en kiste under kirkens gulv, som det var skik blandt byens velhavende borgere. Sille Marie døde i barnsnød og fik sit døde spædbarn med i kisten.
I 1700-tallet endte ca. 1% af alle fødsler med barselskvindens død. 20-25% af de nyfødte døde indenfor det første leveår. Vordende mødre sørgede for at have ligtøj parat til den nyfødte. Døde en kvinde uforløst fik hun ofte nål, tråd, børnetøj og en flaske vand med til det ufødte barn, så moderen kunne vaske og svøbe det ufødte barn hinsides graven.
Spædbørnetøjet er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 208.
En drengekjole
Fra kjole til bukser
I dag er det almindeligt, at både drenge og piger i 3-5-årsalderen går i lange bukser.
Fra middelalderen og indtil begyndelsen af 1900-tallet gik små børn af begge køn i kjole, og på gamle billeder af mindre børn kan det sommetider være meget svært at skelne mellem små drenge og piger ud fra tøjet. En småbarnskjole kunne være meget enkel, eller den kunne være meget kostbar og rigt udsmykket, hvis der var tale om et barn fra en fornem familie, fx en lille prins eller prinsesse. Den ternede kjole i tunikafacon var moderne til mindre drenge o. 1840-60. Den har form som en jakke, blev brugt med bælte og gik til midt på lårene. Under kjolen havde man enten lange bukser eller mamelukker til lige under knæene. Kjolen er fra 1867 og blev brugt af Alf Wattne (1864-1937), da han var 3-4 år.
Børnetøj blev ofte givet videre til yngre søskende eller andre børn i familien. Det blev slidt op eller omsyet, men sjældent bevaret uforandret Nationalmuseets samlinger af børnetøj fra 1700- 1800-tallet er derfor enestående vidnesbyrd om børns liv i tidligere århundreder, hvor barndommen blev gennemlevet under meget anderledes vilkår end nutidens.
Maskinsyet tøj
Begyndelsen til en masseproduktion
Tøj syet på maskine blev almindeligt fra 1850'erne og 1860'erne i Danmark. I anden halvdel af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var der forskellige forsøg på at udvikle en symaskine, men først med amerikaneren Elias Howe kom der et egentligt gennembrud. Howe tog i 1848 patent på en symaskine, hvor der var øje i nålespidsen. En af Howes reparatører Isaac Merrit Singer videreudviklede maskinen og tog patent på denne i 1851. Singer-symaskinen havde en lodret nål, syede med to tråde, havde en riflet måtte, som førte stoffet frem, og blev drevet med en trampe.
De nye tekniske egenskaber samt sans for markedsføring og udnyttelse af masseproduktion gjorde hurtigt Singer-symaskinen udbredt. Symaskinen betød, at skrædderne fik konkurrence, idet mange kvinder slog sig ned som syersker. Den prikmønstrede sommerkjole fra begyndelsen af 1860'erne er delvist syet på maskine. Den har tilhørt fru vinhandler Werner (f. 1827) i Ålborg.
En prægtig brudekjole
Brudekjolen fra Nørre Vosborg, Vestjylland
I 1766 blev den 24-årige Mette Bagges Kjær gift med købmand Peder Tang i Ringkjøbing Kirke iklædt den gulgrønne silkebrokade kjole. Det er karakteristisk for tiden og det borgerlige miljø, at brudekjolen var i farverigt stof. Så kunne den bruges ved festlige lejligheder hele livet igennem. Kun de mest velhavende blev på denne tid gift i en hvid brudekjole.
Ifølge familietraditionen forærede Peder Tang sin forlovede stoffet til brudekjolen og penge til at købe smykker for. Mette syntes imidlertid, at kjolen var udsmykning nok i sig selv, og brugte pengene til sølvtøj. De tilhørende brudesko var af samme stof som kjolen.
Mette Bagges Kjær fik ikke brugt sin smukke kjole mange gange. Hun døde i barselsseng knap et år efter brylluppet.
Kjolen består af skørt og trøje med overskørt. Overskørtet er sandsynligvis omsyet, så det danner et slæb. Trøjen har albuelange ærmer med engageanter af kjolens stof, smal talje, der går ned i spids både for og bag.
Vi ved ikke hvor det smukke stof er indkøbt, men formodentlig stammer det fra nogle af de store silkevæverier i Norditalien eller Frankrig.
Nationalmuseet rummer en større samling af dragter fra 1700- og 1800- årene. Dragterne stammer fortrinsvis fra de velstillede lag i samfundet. Det er enestående at dragterne har kunnet bevares til vor tid i den forholdsvis fine stand de har. De rummer dermed værdifuld viden om dragt og mode igennem flere århundreder. Den pågældende dragt blev overdraget til Nationalmuseet af familien Tang i 1948 på initiativ af daværende dragtinspektør Ellen Andersen.
En brude-morgendragt
En brude-morgendragt i gul silke
1700-tallets Danmark var et standssamfund. Befolkningen var opdelt i fire stænder, bondestand, borgerstand, den gejstlige stand og den adelige stand. Hver stand havde sine pligter og privilegier. De gejstlige hørte til blandt de bedre stillede i samfundet, og de havde derfor i nogen grad mulighed for at følge tidens mode. Den gule silkedragt er en brude-morgendragt. Iført denne fik bruden gratulationsvisit af sin familie dagen efter brylluppet. Den har formentlig tilhørt Marie Dorothea Cortsen, som blev gift med præsten Nicolai Clausen i Ålborg i 1778.
Morgendragten består af trøje og skørt af silke med piquéstukket mønster. Skørtet er syet til linningen med 10 wienerlæg. Trøjen har adriennelæg i ryggen. De holdes fast til bæltestedet. Ærmerne har engageantform. Kraveformet hætte med foer af lys gulrød silke. Trøjen bindes foran med 2 par gule silkebånd.
Brudekjole af faldskærmsstof
Varemangel i 1940’erne
Materialeknaphed under 2.Verdenskrig førte til rationeringer på mange slags varer. Staten fastsatte ved hjælp af rationeringskuponer og tekstilkort, hvor meget hver indbygger måtte købe af færdigsyet tøj og materialer til selv at sy. Varemanglen satte gang i kreativiteten og opfindsomheden. Gamle lagner kunne genopstå som nye cottoncoats, fiskeskind kunne bruges som overlæder til sko, baghavens angorakaniner kunne både levere kød og uld til trøjer, pels m.v., og man kunne bruge garn af papir og fibre af brændenælder.
Den turkisblå brudekjole fortæller om krigens knaphed og fantasi. 3. april 1946 blev broderioverførerske Alma Virginia Bechmann Strøh gift i Glostrup Kirke med Erik Stig Nielsen, oversergent i livgarden. Hendes brudekjole var syet af en faldskærm, som under besættelsen var blevet anvendt ved våbennedkastning i Jylland. Brudgommens bror, der var med i modstandsbevægelsen, havde opsamlet og gemt faldskærmen. Kjolens turkisblå farve er original.
Brudekjolen kan ses i udstillingen ”Krop og Forklædning” i Brede (åben i sommerhalvåret).