Offentligt liv
Biskopsbolle
Klublivet, punchebollen og den offentlige mening
Klublivet blomstrede i København i slutningen af 1700-tallet. Her mødtes borgerskabets mænd for at diskutere politik og litteratur og ikke mindst for at drikke punch og ryge pibe. Klubberne blev samlingssted for kendte kunstnere og embedsmænd, og de tanker, der blev diskuteret, fik indflydelse på den offentlige mening. Tanker om ytringsfrihed og trykkefrihed var allerede vakt under J. F. Struensees embedsperiode og de fik yderligere næring under den franske revolution. Det var dog nok i lige så høj grad punch som politik, der trak medlemmerne til klubberne.
En populær punch var "biskop" - en punch bestående af rødvin, sukker og pomerans. Den nyanlagte fajancefabrik i St. Kongensgade (grdl. 1722) var hurtig til at produktudvikle en særlig punchebolle til denne drik: biskopbollen. Typen blev meget populær og bestillinger indløb til fabrikken fra hele Europa. Bowlen blev senere søgt efterlignet af andre fajancefabrikker i både ind- og udland. Inden for rigets grænser havde St. Kongensgade-fabrikken dog monopol på at producere den særligt eftertragtede blåfarvede fajance, der efterlignede de fornemme Delft-fajancer fra Holland.
Biskopbollen har mus. nr.M.337.b og kan ses i rum 215 i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000".
Rød-hvide farver
Sønderjylland
Ved nederlaget i 1864 mistede Danmark hertugdømmerne Slesvig og Holsten hvilket svarede til 2/5 af landets areal med mere end 1 million indbyggere. Heraf var ca. 170.000 dansktalende som fortrinsvis var bosat i Nordslesvig.
Det gamle navn på Nordslesvig – Sønderjylland – vandt nu frem som dansk betegnelse for landsdelen. Navnet skulle understrege områdets status som dansk og nære håbet om, engang at vinde det tilbage. Der blev jævnligt holdt minde- og festdage i Danmark med dansksindede gæster fra Slesvig.
Det var forbudt for de dansksindede i Slesvig at offentligt give udtryk for deres nationale tilhørsforhold og at flage med Dannebrog var utænkeligt. Til gengæld blev de rød-hvide farver flittigt brugt privat, som når man luftede det rød-hvide sengetæppe, drak kaffe af kopper prydet med Dannebrog eller som i dette tilfælde anskaffede sig en smuk hvid kjole med røde sløjfer.
Tabet af Slesvig – og Sønderjyllands genforening med Danmark – er stadig et centralt tema for forståelsen af dansk identitet.
Dragten er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000”, rum 227.
Den blå hashbod
”Ryg med hjem” – den blå hashbod fra Christiania
Christiania blev grundlagt i 1971, og Nationalmuseet har gennem mange år samlet ind fra fristaden. Når Nationalmuseet interesserer sig for Christiania, er det som et udtryk for de forandringer, der er sket i efterkrigstidens Danmark. Ungdomsoprøret er blevet en metafor for opbrud og kritikken af systemet, af kapitalismen, af autoriteterne, af forbrugersamfundet, af kernefamiliens snærende bånd. Fantasi, fællesskab og åbenhed blev nøgleord for den del af oprøret, der ikke alene krævede boliger til de unge, men også udviklede nye værdier. Det enkelte individ skulle både finde sig selv og organisere sig på nye måder i form af boligkollektiver, happenings, demonstrationer og gadeteater. Musikken, tøjet og håret afspejlede de ydre og indre rejser. Og hashen fik sin plads i alt dette som et nyt nydelsesmiddel.
Christiania blev det mest vidtrækkende utopiske eksperiment med egne institutioner, værtshuse og værksteder. Christiania har gennem alle år været truet af rydning bl.a. som følge af den ulovlige hashhandel.
Den blå hashbod er nu revet ud af sin sammenhæng i Pusher Street, og der vil ikke længere blive solgt hash fra den. Boden taber hermed sin oprindelige funktion. Til glæde for nogle og til sorg for andre. Til gengæld har den fået tilføjet en ny egenskab: den er blevet en museumsgenstand med alt, hvad det indebærer.
Den blå hashbod blev doneret i komplet stand med salgsborde, brændeovn og instrumenter til at sælge hash - dog uden de autentiske varer!
Hashboden ”Ryg med hjem” er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000”, rum 201.
En sukkerrørskniv
Slavernes arbejde skabte velstand – i Danmark
Igennem hele 1700-tallet sejlede danske skibe geværer og indiske bomuldsstoffer til Guldkysten i Afrika – det nuværende Ghana. Her blev varerne byttet for mennesker. Ca. 85.000 mænd, kvinder og børn blev sejlet til Dansk Vestindien og solgt som slaver.
Slaverne blev her sat til at arbejde på sukkerplantagerne på de danske øer. Mange slaver omkom undervejs fra Afrika eller omkom senere på grund af dårlige levevilkår, hårdt arbejde og brutale afstraffelser. De var imidlertid medvirkende til, at danske storkøbmænd og skibsredere tjente formuer på handlen med våben, slaver og sukker – den såkaldte trekantshandel.
Nationalmuseets samlinger rummer mange genstande fra de velhavende plantageejeres hjem på øerne, men kun yderst få genstande som vedrørte slavernes liv. Derfor er denne sukkerrørskniv et enestående udsagn om slavernes betydning for dansk velstand.
Sukkerrørskniven er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 216.
Gesandt ved Napoleons kroning
Vidne til Napoleons kroning
Den 2. december 1804 blev Napoleon Bonaparte kronet som kejser i Notre Dame-kirken i Paris. Den danske ambassadør, gesandt Christopher Wilhelm Dreyer (1737-1810), deltog i det pompøse arrangement som repræsentant for det danske diplomatiske korps.
Ved Napoleons kroning var der faste regler for deltagernes brug af farver, juveler og ordner. Gesandten har formentlig fået fremstillet den overdådigt udsmykkede klædning specielt til denne lejlighed, og han har ikke benyttet den herefter. Efter gesandtens død i 1810 kom dragten til Det Kongelige Teater, hvor den blev brugt ved forskellige teaterstykker. I begyndelsen af 1960'erne kom teatrets autentiske dragter til Nationalmuseet.
Dragten består af kjol, knæbukser og vest. Kjol har opretsående krave og lukkes fortil med 9 knapper og 9 huller. Udsmykket med broderi guldtråd, guld- og sølvpailletter og glasstene forestillende blomster, klaser og blade. Den er foret med hvid silke og ubleget hør. Knæbukserne har smæklukning og metalbroderi forneden.
Gesandtdragten er udstillet i "Danmarkshistorier 1660-2000", rum 205.
Dansk Kvindesamfunds banner
Kampen for kvinders stemmeret
Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 med det formål at højne kvindernes status offentligt og privat. Organisationen kæmpede for kvindernes politiske, erhvervsmæssige og juridiske ligestilling. I 1908 fik kvinderne kommunal valgret og ved en grundlovsændring i 1915 almindelig valgret. Samtidig fik også tjenestefolk valgret, hvilket ikke havde været tilfældet tidligere.
Først i 1925 fik kvinden de samme rettigheder som manden indenfor ægteskabets rammer. Hermed var den formelle ligestilling opnået. Herefter gjaldt kampen ligestillingen på arbejdsmarkedet.
I kvindernes takketog til kongen i 1915 blev Dansk Kvindesamfunds banner båret forrest. Motivet er tegnet af kunstneren Anna E. Munk, 1911.
Banneret er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 234.