Jul hos bonden
Julehøjtiden var en af de allervigtigste på landet. Høsten var kommet i hus, og sulekarrene fyldte fra efterårets slagtninger. Der var rigeligt med mad i forrådskammeret.
Julemaden var det rene overflødighedshorn sammenlignet med den daglige kost resten af året. Man fik blandt andet serveret kraftige supper, nylavede pølser, flæskesider, gode sigtebrød, nødder, æbler, fin risengrød og dejligt, stærkt øl.
Vovede julelege
Juletiden var den rene ferie. Traditionen bød, at juledagene mellem 24. december og Helligtrekongersaften d. 5. januar skulle holdes hellige. Man måtte kun lave det allermest nødvendige arbejde på gården. Istedet gik man til julegilder hos hinanden, hvor bordene bugnede af julemad. De ugifte unge afholdt julestuer med musik og vovede lege, der for det meste gik ud på at røre ved personer af det modsatte køn.
Pynt med hvide broderier
Bønderne pyntede op til fester og højtider med det fineste, huset havde: Pyntestykker og pyntepuder (trækkepuder) af tyndt, kostbart hørlærred med smukke hvide broderier, mellemværk og syede blonder.
De hvide stykker blev hængt op på væggene, over skabe og på sengestederne. Trækkepuderne blev lagt til skue i gårdens senge, og bordene blev dækket med hvide duge. Det gav et lyst og festligt indtryk i de mørke bondestuer.
Hovedrengøring til jul
Inden jul havde man foretaget den årlige hovedrengøring, så hele gården var ren og pæn. På gulvet i dagligstuen blev der drysset nyt, frisk sand eller lagt et lag frisk halm. Lige inden jul bagte man et friskt parti rugbrød og sigtebrød, og slagtede den sidste, og bedste, julegris. Så var der rigeligt med godt, ferskt kød, friske blodpølser og nylavede finker til julens mange gæster.
