Anja Frank
Projektet ”Towards a new European Prehistory (RISE II)” er et stort 6-årigt, tværfagligt projekt under ledelse af professor Kristian Kristiansen fra Göteborgs Universitet i Sverige. Professor Karin Frei er co-PI på projektet, og leder af projektets strontiumforskning i bronzealderens Danmark og Middelhavsregionen. RISE II projektet støttes af Riksbankens Jubileumsfond i Sverige, og undersøger de store omvæltninger i europæisk forhistorie i tiden mellem slutningen af den ældre stenalder og indtil jernalderen. Projektet kombinerer studier af fossilt DNA, isotopanalyser, historisk lingvistik og arkæologi for at undersøge migration og mobilitet, samt indkommende migrantgruppers interaktion med eksisterende befolkninger. En del af projektet undersøger forhistoriske individers mobilitet ved at sammenligne strontiumisotopforholdene af deres tænder og/eller pars petrosa (fjeldbenet) med strontiumisotopforholdene i vand, planter og jord (såkaldte baselines). Anja Frank bruger sin ekspertise fra miljøvidenskab og geokemi til at kortlægge og afgrænse variationer i de miljømæssige strontiumisotopforhold i Middelhavet (Grækenland og Spanien), for at etablere regionale baselines, der kan bruges til arkæologisk proveniensbestemmelse. Dette postdoc projekt er hjemmehørende på Nationalmuseet, og er samarbejdspartner for ”Tales of Bronze Age People” projektet.