Godsejer og lensherre

Dagligdagen for renæssancens adelsmand gik med driften af hans gods. Han havde ansvar for skatteopkrævning og den juridiske myndighed over bønderne. Landbruget var herregårdens eksistensgrundlag, og dårlige høstår kunne være en katastrofe.

Bestyrere af kongens gods

Rollen som godsejer og lensmand fyldte størstedelen af adelsmandens liv. I renæssancen var de fleste godser enten krongods eller adelsgods. Krongodset var kongens eget, hvor en adelsmand kunne være indsat som lensmand, -daglig bestyrer på kongens vegne. Adelsgodset var givet af kongen som adelsmanden egen jord. Driften af landbruget krævede stor flid og dygtighed. Herregårdens økonomi afhang i særlig grad af gunstige internationale kornpriser.

Med privilegierne fulgte pligter

Med adelsgodset fulgte skattefrihed, men også pligter. Adelsmanden var den lokale øverste myndighed. Han havde hånds- og halsret over sine fæstebønder og skulle håndhæve kongens love. Fæstebønderne skulle yde hoveriarbejde på hovedgården, men kunne til gengæld nyde herremandens beskyttelse. Fruen på herregården havde ansvaret for husholdningen og overtog sin mands forpligtelser, når pligten tvang ham til hoftjeneste eller krig. Fyrtårne og andre kongelige bygninger var også lensmandens ansvar