Vikingernes kampteknik
Vikingernes hære brugte langbuer og spyd
Arkæologiske fund af vikingernes våben kan fortælle om krigerens udstyr. Det er dog mere kompliceret at genskabe vikingernes kampteknikker og kortlægge vikingehærenes organisation, taktik og strategi, da der ikke er samtidige kilder med sådanne beskrivelser. Der findes dog afbildninger og korte optegnelse i senere skriftlige kilder.
I nogle samtidige europæiske kilder beskrives vikingernes mange plyndringer. Kun sjældent er der nævnt noget om selve kampformen. Ved at afprøve kopier eller rekonstruktioner af vikingernes våben, kan vi komme lidt tættere på vikingetidens kampformer og teknologi.
I kamp indledte bueskytter med langbuer slaget. På denne måde kunne man tynde ud i fjendens geledder, inden sværd, spyd og økser blev taget i brug. Vi kender vikingetidens langbuer fra eksempelvis Hedeby. Med en længde på 193 cm og en erfaren skytte har buen haft en rækkevidde på op mod 200 meter.
Når hæren rykkede nærmere, og man kom tættere på fjenden, kastede man sine spyd. Under nærkampen dækkede man sig bag sine skjolde, mens lanser, økser og sværd blev taget i brug.
Vikingekrigeren var let til fods
Krønike- og sagatekster beretter i nogle tilfælde om den overordnede taktik ved større flådeangreb og giver et overslag på, hvor mange mænd og skibe, de enkelte angreb bestod af. Vikingetidens krigere var lette fodfolk, der sammen med vikingeskibene udgjorde en hurtig og bevægelig styrke. De kunne både angribe med få mænd i hurtige angreb og kæmpe i regulære, organiserede hærstyrker.
Vikingerne plyndrede kirker og klostre.
Størstedelen af de våbengrave, vi har fundet fra vikingetiden, viser krigere, der har været let bevæbnede. Krigerens bevæbning var skjold, spyd, bue og pil, økse eller sværd, brynje og hjelm. Kun få brynjer og hjelme er fundet fra vikingetiden. Det peger i retning af, at man vægtede mobilitet højt. Derudover har brynjer været dyre at anskaffe og var derfor primært for de rigeste krigere.
Skibe blev brugt til hurtige overraskelsesangreb
Vikingerne var eksperter i at udnytte deres overlegne skibsteknologi. Langskibene med deres lave køl var perfekte til overraskelsesangreb og til at sejle op ad de lange europæiske floder. Skriftlige kilder beskriver vikingeflåder på hundredvis af skibe, der afspejler en veludviklet organisation.
Fra tidlig vikingetid kender vi flere navne på høvdinge, der ledede angrebene. I sen vikingetid var det ofte konger, der har ledet angrebene. Kongerne har haft et stort logistisk arbejde med at få de mange krigere til at fungere som en samlet hær. Et indgående kendskab til fjendens svagheder, og til hvor man mødte mindst modstand, var vigtigt.
Vikingerne tog på forskellige typer af togter.
Med deres hurtige skibe har vikingerne været meget mobile og i stand til at ramme fjenden, hvor han mindst ventede det. Hurtige angreb i kystnære egne var den foretrukne angrebsform i den første del af vikingetiden. Vikingerne sejlede hurtigt ind, plyndrede og tog slaver, og var på skibene igen, inden man kunne nå at samle sig til et modangreb.
Fra det 9. årh. begyndte vikingerne at angribe op ad floderne på de britiske øer og det europæiske kontinent. Det udviklede sig til regulære og store invasionsstyrker.
Læs om verdens største vikingeskib.
Det har også været nødvendigt at have store lastskibe med, der kunne bære ekstra udstyr og mad. Alt i alt må de store kampagner mod blandt andet England og Frankerriget have været baseret på en fasttømret ledelsesstruktur og et højt organisationsniveau.