Vikingernes vølver
Vølverne er i asatroen både en kvindelig kultleder og en tilbagevendende mytologisk figur. De besad så stærke kræfter, at selv gudernes konge, Odin, kunne have brug for deres hjælp og råd.
Vølvens spådom om verdens undergang
I ”Vølvens Spådom” – et gudedigt fra den Ældre Edda – opsøger en gammel mand en vølve, da han ønsker at kende fremtiden og hele verdens skæbne. Han ser fattig og ussel ud, men da han kun har ét øje, genkender vølven ham straks som Odin.
Læs om Odin og de andre guder i den nordiske mytologi.
Odin tilbyder vølven sin halskæde og ring som betaling for at fortælle ham, hvordan fremtiden vil blive. Hun begynder at fortælle om verdens skabelse, de første guder, de første mennesker og om verdens undergang – Ragnarok, hvor guder kæmper mod jætter.
Vølven fortæller videre, at efter Ragnarok, den altødelæggende krig, vil verden genopstå. Men hun ser også det onde vende tilbage i verden…
Stav, sang og højsæde får vølven til at spå
Vølven udfører sejd – en type magi, der har klare lighedstræk med shamanisme –med en kombination af stav, sang og højsæde som middel til at lade sjælen rejse. Vølven sidder med sin stav på et særligt højsæde –sejdhjællen. Hun er ofte omgivet af et følge af unge piger, der synger ånderne frem.
Sangen ændrer vølvens bevidsthed og hensætter hende i trance. Nu kan hun besøge hjælpeånder og guder, fremføre sit ærinde og skue vidt. Når sangen dør hen, befinder hun sig stadig mellem verdenerne. I den tilstand kan hun spå, svare på de spørgsmål om fremtid og skæbne, som kredsens deltagere stiller hende.
Vølverne sejder for sig selv eller for kunder
Begrebet sejd og vølver kendes blandt andet fra islandske sagaer, og deres eksistens er bekræftet af arkæologiske fund. Der er fundet specielle kvindegrave og enkelte mandegrave med sjældne og mærkelige ting, som man ikke normalt ser i samtidige grave, blandt andet en særlig stav, et rusmiddel og en usædvanlig samling af småting, for eksempel fugleknogler.
Sejd er en ekstase-teknik, ud-af-kropoplevelser, der lader sjælen fare til andre verdener for at søge informationer. Sejdudøvelsen har forbindelser til shamanisme, hvor den sejdkyndiges arbejde udføres i trance. Vi kan med god ret kalde den sejdkyndige en oldnordisk form for shaman.
Vølven kan sejde til gavn for sig selv eller en kunde. Hun kan gøre det alene eller med medhjælpere. Vølven havde mange talenter: Hun kunne sejde et våben uovervindeligt eller en fjende hvileløs.
Vølverne havde en høj status i samfundet. De fik særlig behandling, når de kom for at hjælpe en husholdning eller bygd i nød. I Erik den Rødes saga fortælles om vølven Thorbjørg, der sejder på hele bygdens vegne. Thorbjørg ankom med sit følge af unge piger – åndehjælperne. Pigerne skulle synge de hjælpeånder frem, som vølven skulle i kontakt med.
Vølvernes endeligt
Ved kristendommens indførelse mistede vølverne langsomt deres funktion. I middelalderen fik ordet vølve samme betydning som heks. Deres ritualer blev nu forbundet med farlig og skadelig magi. På den vis kan man godt sige, at vølven er heksens tip-tip-oldemor.
I løbet af middelalderen blev der også udstedt love, der skulle undertrykke hedenske ritualer. Sejd og al anden trolddom blev forbudt. Det lykkedes dog aldrig helt at udrydde disse skikke. I dag udøves ”sejd” på ny i mange variationer af vidt forskellige grupper og netværk.
