Vikingernes gamle tro
Vikingernes tro og forestillingsverden var tæt knyttet til naturen. Mange lunde, vandløb, søer, træer og sten blev anset for hellige, og naturen rummede magter og ånder, med hvem vikingerne søgte at komme overens med. Verden var befolket af væsner, halvguder og afdøde mennesker.
Skriftlige overleveringer
Vores viden om vikingernes tidlige tro – den før-kristne tro – er et kludetæppe af oplysninger fra mange steder, tider og ofte fra mennesker med en helt anden baggrund.
De vigtigste kilder kommer fra Den Ældre Eddas gudedigte og den Yngre Edda – håndskrifter med genfortællinger af de nordiske myter nedskrevet af Snorre Sturlusson.
Andre kilder er skrevet af kristne historiefortællere i begyndelsen af middelalderen. Fortællerne må altså have hørt historierne om vikingerne fra andre. De er blevet fortalt gennem generationer, og det betyder, at kilderne ikke altid fortæller, hvordan vikingerne så på guderne, men derimod, hvordan de kristne opfattede de nordiske guder.
Genstande viser vikingernes gudeunivers
Vi har kun nogle få kilder fra vikingetiden. Det er arabiske rejsebeskrivelser, kristne vesteuropæeres beretninger, skjaldes fyrstedigte og runesten. I tidlige lovteksters bestemmelser kan man også hente viden om den før-kristne tro og dens skikke.
Udover kilderne findes der en del arkæologiske genstande, der fortæller om vikingernes tidlige tro og den nordiske gudeverden. Thorshammeren er et af de mest kendte eksempler.
Der er også fundet smykker, der forestiller valkyrier. Valkyrierne var væsner i kvindeskikkelse, som Odin sendte til slagmarken for at udvælge de krigere, der skulle dø og bringe dem til Valhal. Her opvartede valkyrierne de faldne krigere.
Var vikingetroen kopieret fra jernalderen?
De nordiske guder blev dyrket allerede i jernalderen, mindst 300 år før vikingetidens begyndelse. På guldbrakteater er der billeder af myterne om de nordiske guder.
For eksempel ses billeder af krigsguden Tyr med hånden i munden på Fenrisulven, og man ser billeder af den skønne gud Balder, som bliver dræbt af en pil lavet af mistelten.
Inspirationen til de nordiske guder menes at stamme fra Middelhavsområdet og de nordiske guder har flere ligheder med de romerske.
Guderne er med dig hver dag!
Vidste du, at vi har de nordiske guder med os hver dag? De indgår nemlig i ugedagenes navne:
Tirsdag betyder Tyrs dag, onsdag Odins dag, torsdag Thors dag og fredag er lig Odins kone Friggs dag, Frejs dag eller kærlighedsgudinden Frejas dag. Søndag og mandag er opkaldt efter solen og månen, mens lørdag betyder vaskedag.
Ideen om at give ugedagene gudenavne var måske lånt fra romerne, der opkaldte dagene efter de fem da kendte planeter med gudenavne samt efter sol og måne.
Vikingernes verdensbillede
I Asgård lå adskillige haller og gårde, hvor guderne boede. Der var endda templer, men hvilke guder, guderne dyrkede, ved vi ikke.
Jætter var onde, vise og attraktive
Ved verdens ende, i Udgård, boede jætterne – guder og menneskers fjender. Jætterne var i familie med de nordiske guder, men alligevel var de gudernes bitre fjender. De kæmpede gang på gang mod hinanden. Særligt Thor tog tit på jættejagt.
For vikingerne var jætterne lig med ondskab og kaos. Ved verdens undergang – Ragnarok – skulle jætter, guder og mennesker mødes én sidste gang i et drabeligt slag.
Selvom jætterne var negative kræfter, besad jætterne stor og gammel visdom. Jættekvinderne var attraktive, og de mandlige guder begærede dem, og fik undertiden også børn med dem.
Fenrisulven og Midgårdsormen var farligst
Ved Yggdrasils rødder boede nornerne – skæbnegudinder for såvel guder som mennesker. De spandt den uundgåelige skæbnetråd og bestemte over livet.
De farligste væsener var Fenrisulven og Midgårdsormen – en kæmpe slange, som strakte sig rundt om hele jorden.
