Forskellen mellem kvinder og mænd i vikingetiden
Vikingetidens kvinder kunne både være trælle- altså ufri, tjenestepiger og bondekoner. Nogle kvinder deltog i
Vikingetidens kvinder kunne både være trælle, altså ufri, tjenestepiger og bondekoner. Nogle kvinder deltog i handel. En del af de frie kvinder var hustruer, husbondens frue, som kunne styre gården og forvalte ægteparrets ejendom.
De islandske sagaer er fulde af kvinder, der konkurrerer om, hvem der har den bedste mand. Ikke alle ægteskaber var lige lykkelige, men kvindernes stilling i Norden synes at have været generelt bedre end mange andre steder på den tid.
Husfruer
Kvindernes verden var centreret omkring hjemmet og gården. Husfruens ansvar var at lede og fordele de mange arbejdsopgaver, som foregik på en større gård Ikke blot opsynet med husførelse og madlavning, men også med tekstilfremstillingen: Spinde garn, sy og væve til husholdningens forbrug og til at udstyre vikingeskibene med deres kæmpemæssige sejl. I praksis har det nok været kvinderne, der tog sig af at passe børn og ældre.
Alle medlemmer af husholdningen, uanset køn og alder, deltog sandsynligvis i de daglige gøremål.
Forretningskvinder med forstand på håndværk og tekstil
I de første byer kunne kvinder arbejde som håndværkere og handelsfolk. Byerne var dog få og ganske unge, og langt størstedelen af befolkningen levede på gårdene på landet, hvor man selv kunne smede, lave tømmerarbejde, væve og meget andet. Arkæologiske fund viser, at produktion af tekstiler fortrinsvis var forbeholdt kvinder, mens metal- og tømmerarbejde var opgaver for mænd.
Komplicerede produktionsteknikker tyder på, at visse kvinder var specialiserede tekstilarbejdere. Og måske tog de også del i selve handlen på vegne af familien.
Social ligestilling
Skriftlige kilder præsenterer vikingetidens kvinder som selvstændige og med rettigheder. I forhold til andre kvinder i samtiden nød de højerestående vikingekvinder mere frihed – til en vis grad.
For selvom kvinderne havde en forholdsvis stærk position, vil vi i dag sige, at de var ringere stillet end mænd. De kunne f.eks. ikke optræde på tinge (i retten). Det var manden, som havde den politiske magt.
Giftermål og ægteskab
Det skelsættende tidspunkt i en fri vikingekvindes liv var, når hun blev gift. Indtil da boede hun hjemme hos sine forældre. I sagaerne kan man læse, at en kvinde ”bliver gift”, mens en mand ”gifter sig”. Men når de er vel gift, så "ejer" såvel mand som kone hinanden.
Der synes at være en skjult moral i sagaerne i forbindelse med en kvindes valg af ægtemand. Det var formentlig familiens overhoved, der bestemte, oftest en mand, en far, onkel eller en anden mandlig slægtning. Blev der bejlet til en kvinde, behøvede faderen ikke at spørge hende til råds. I de tilfælde, hvor pigen alligevel modsatte sig familiens ønske, beskriver sagaerne, hvordan det ofte endte galt.
Kvindens anseelse og plads i samfundet var forbundet med hendes mand. Sagaerne er fulde af kvinder, der konkurrerer om, hvem der har den bedste mand. Derfor har de unge pige helt sikkert vidst, hvad de gik efter.
Skilsmisse var muligt - også for kvinder
Hvis et ægteskab ikke fungerede, kunne både hustruen og husbonden lade sig skille. Da den spansk-arabiske rejsende al-Tartushi besøgte Hedeby i 900-tallet, blev han forundret over at høre, at kvinder havde ret til skilsmisse, hvis de selv ønskede det.
Sagaerne omtaler adskillige fraskilte kvinder og enker, der gifter sig på ny. De islandske sagaer beskriver en lang række skilsmisseregler, der vidner om et ganske avanceret lovsystem.
Kvinden kunne for eksempel kræve skilsmisse, hvis manden slog sig ned i et nyt land under sine togter, blot manden forsømte at gå i seng med hende i tre år.
Den mest almindelige skilsmissegrund var dog pludselig fattigdom i mandens familie eller voldelige ægtemænd. Slog en mand sin kvinde tre gange, kunne hun kræve skilsmisse. Men netop sagaerne har også beskrivelser af kvinder, der er voldelige mod deres mænd.
Mænd kunne bringe adskillige friller ind i hjemmet. Den officielle hustru bevarede dog autoriteten over de nye kvinder i husholdet.
Vi kender ikke hyppigheden af skilsmisser i vikingetiden, men retten til skilsmisse og arveret viser, at kvinder havde en selvstændig juridisk status. Som regel fulgte babyer og småbørn deres moder, mens ældre børn blev delt mellem forældrenes familier afhængig af velstand og status.
Magtfulde kvinder: dronninger og vølver
De islandske sagaer giver eksempler på, at en stærk kvinde kunne overskygge sin mand. Det var en farlig balance. Sommetider kunne hendes handlekraft være manden til ære. Andre gange mistede manden sin anseelse på grund af en styrende kone. Kvindens ry led derimod ikke skade.
Kvinderne kunne opnå stor anseelse og rigdom. Det kan vi se på den mest storslåede begravelse af dem alle: Oseberggraven i Norge. Her blev to kvinder begravet med en overvældende mængde udstyr.
I den førkristne kult har kvinder også spillet en vigtig rolle. Vølver (kvindelige kultledere og tilbagevendende mytologiske figurer) har været højt agtede, men nok også lidt frygtede personer. De har både spået om fremtiden på de enkelte gårde og været brugt af hærførerne før store slag.
Kvindegraven i Oseberg
Vikingetidens rigeste grav er fundet i Oseberg i Norge (link). Her blev to kvinder, måske en dronning og hendes tjenestepige, begravet i et stort skib. Den ene kvinde, dronningen, er nok den begravede, mens den anden kvinde måske er hendes tjenestepige eller træl.
Blandt gravgaverne var der mange fine ting. Der var kister, spande, senge, en stol, en vogn og slæder. Osebergdronningen havde også fået sengetøj med, fyldt med de fineste fjer og dun. Olielamper til at tænde lys i fik hun også samt et vægtæppe med mange flotte mønstre og figurer.
Kvinden havde også fået masser af almindelige husholdningsredskaber med sig i graven. Blandt andet gryder, stegepander, spande og knive.
Disse husholdningsting fortæller om kvindens rolle i samfundet. For selvom kvinderne i vikingetiden også kunne have magt ligesom mændene, var det nogle helt særlige ting, som de bestemte over: hjemmet og husholdningen.
Husfruer som nøglebærere?
Litteraturen fortæller os, at alle rige, gifte vikingekvinder bar nøgler som en del af deres personlige udstyr. Nøglen symboliserede hendes status som husfrue.
Der er da også fundet nøgler i rige vikingekvindegrave, ligesom vi ved, at middelalderlige husfruer ifølge lovtekster havde råderet over husets nøgler. Der er kun fundet nøgler i cirka 5 procent af alle kvindegrave, og det var da også kun et fåtal af vikingetidens kvinder, der opnåede at blive husfrue på en gård.
Klasseopdelt samfund med andre kønsnormer
Vikingetidens kønsroller fremstilles ofte som skarpt adskilte, hvor mænd og kvinder har hver deres forskellige sociale roller og endda adskilte sfærer. Mænd vises som aktive og som dem, der ordnede alt uden for gården, mens kvinder i bedste fald skildres som husmødre.
Men vikingetidens mennesker havde muligvis en helt anden forståelse af køn, end den vi har i dag. Tanken om, at man hørte til på den ene side af en absolut kløft, er nok mere en rest af værdier fra det 19. århundrede end den afspejler den virkelighed, der var vikingetidens.
Vingetidens samfund var strengt klasseopdelt, og det enkelte menneskes sociale status var af største betydning. Menneskets sociale placering synes i mange tilfælde at have været set som vigtigere end køn, når det drejede sig om en persons muligheder og handlefrihed. I de højere lag finder vi både velhavende og magtfulde mænd og kvinder, ofte med de samme ansvarsområder og roller.
Nogle få af de skandinaviske vikingetidsgrave viser, at skellet mellem kønnene måske ikke var helt så fast, som man tidligere har antaget. Der er fundet grave, hvor den døde er blevet gravlagt med fuldt våbenudstyr, og hvor det har vist sig, at den gravlagte er en kvinde. På samme måde er der udgravet grave, hvor en mand er blevet begravet med køkkenredskaber.
I mytologien optræder flere guder, der krydser kønsnormerne; de kan endda ligefrem skifte køn og vise adfærd, der synes at være i modstrid med de normer, vi ofte forestiller os for vikingetiden.
Loke er et eksempel, som det fremgår af fortællingen om, hvordan han forvandler sig til en hoppe og er sammen med en hingst. Som et resultat blev han gravid og fødte efterfølgende Odins berømte ottebenede hest, Sleipner.
Men også Odin viser træk, der ikke passer ind i en traditionelt to-delt kønsopfattelse. En lille figur, der er fundet ved Lejre på Sjælland, viser, ifølge nogle forskere, Odin siddende i sit højsæde iført kvindetøj. Ifølge mytologien udførte Odin også seid, noget som de skriftlige kilder fortæller, var skamfuldt for mænd.
