Hvordan så oldtidens kvæg ud?

Det tamkvæg, som de første bønder opdrættede, hører til det største vi kender fra oldtiden. Efter bondestenalderen gik det ned ad bakke, hvad angår kvægets størrelse. Den romerske historieskriver Tacitus beskriver i sin bog Germania fra 98 e.kr. germanernes kvæg som kummerligt, men det til trods ”glæder germanerne sig over størrelsen på deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom.” Selvom vi ikke ved, om Tacitus specifikt skriver om Danmark, stemmer hans beskrivelse af kvæget som 'kummerligt' ganske godt overens med knoglematerialet. 

Kvæget blev først og fremmest opdrættet til kødproduktion, og kød fra én okse i stenalderen svarede til kød fra syv får eller fire-fem svin. Knoglefund fra stenalderbopladsen Bundsø i Sønderjylland viser, at tyrene blev slagtet omkring deres tredje til fjerde leveår. Mindre flokke af stude og tyre blev opretholdt som trækkraft og til avl, mens større flokke af køer ligeledes blev opretholdt til avl og måske mælkeproduktion. Først i slutningen af stenalderen og i løbet af bronzealderen finder man tegn på mælkeproduktion i form af sikar til fremstilling af ost.