Våben, vold og død i bondestenalderen
Befolkningen voksede, og det skabte konkurrence om plads, magt og lederskab. Bonden kunne markere sin position ved kamp såvel som ved fredelig udveksling af gaver med naboer og venner. Gaver kunne bestå af pragtøkser af flint eller af ravperler.
En del af disse rigdomme blev ofret i søer til de højere magter. I den tidlige bondestenalder skete det dog også, at mennesker blev henrettet og kastet i søer. Bøndernes indbyrdes konflikter kan have udløst vold og drab. Men der kan også have været tale om menneskeofringer. Både unge og gamle er kommet af dage på denne måde.