En mordsag?
Da Huldremosekvinden blev fundet i 1879, troede man først, at der var tale om en forbrydelse. På samme tid var en mand på egnen nemlig meldt savnet. Derfor blev den lokale politimester Siersted, distriktslægen Steenberg og apoteker Hoffmeyer fra Grenå tilkaldt. Liget blev bragt til den nærmeste gård, hvor det blev afklædt og nødtørftigt vasket. Da man opdagede, at der var tale om en kvinde, opgav man kriminalsagen, og liget blev herefter begravet på Ørum kirkegård. Senere tog Steenberg dog kontakt til Nationalmuseet, som bad de lokale om at genopgrave liget. Kort tid efter blev både kvinden og hendes tøj sendt med dampskib til København.
Inden da skrev lægen dog følgende om hende til Nationalmuseet: ”Hele legemet var bedækket med klæder, lodne og uldne”. Steenberg havde sørget for, at kvindens dragt blev vasket, og han skrev følgende: ”Klæderne hænger nu i min gård for at tørre efter at være renset”. Trods denne hårde medfart hører denne 2000 år gamle dragt til oldtidens bedst bevarede tekstiler.