Landsbyerne under enevælden

I 1700-tallet levede omkring 80% af den danske befolkning på landet. Den typiske landsby bestod af 10-20 gårde og omtrent lige så mange huse. Der kunne dog være stor forskel på landsbyernes størrelse, fra tre-fire gårde op til halvtreds. I Østjylland og på Øerne lå landsbyens bygninger i regelen tæt sammen omkring et gadekær. I Midt- og Vestjylland lå landsbyen ofte langs et vejforløb eller en ådal, mens gårde og huse i nogle nord- og vestjyske egne samt på Bornholm lå enkeltvis.

Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet havde hver gård sine agre liggende spredt på landsbyens marker. En enkelt bonde kunne have sin jord fordelt på over 100 smalle agre. Dette skulle sikre en ensartet fordeling af god og dårlig jord, men ordningen krævede samtidig et vist fællesskab, fx når der skulle høstes eller sættes gærder op. Dette arbejde blev organiseret af gårdmændene i bylavet under ledelse af oldermanden. Fællesskabet, som var både praktisk og socialt, satte sit præg på alle sider af landsbyens liv.

Befolkningen på landet var i vidt omfang selvforsynende med daglige fornødenheder, bl.a. afhængigt af, hvor meget jord der hørte til gården eller huset. Varer som fx sukker, salt, tjære og jern måtte købes i købstaden.