Den enevældige stat

I 1660 blev enevælden indført i Danmark ved et statskup. Landet lå i ruiner efter kostbare og opslidende krige med Sverige. Derfor indkaldte Frederik 3. stænderne for ved hjælp af besparelser og skatteforhøjelser at finde en løsning på landets dårlige økonomi.

Ved stændermødet deltog repræsentanter for den adelige, gejstlige og borgerlige stand, men ingen fra bondestanden. Behovet for reformer og en ny forfatning blev drøftet. En kreds af gejstlige og borgere foreslog kongen at ændre forfatningen, så regeringsmagten blev gjort arvelig. Forslaget var revolutionerende, fordi kongerne hidtil var blevet valgt og i praksis var afhængig af det adeligt dominerede Rigsråd. Den gejstlige og borgerlige stand støttede forslaget om at indføre arvekongedømme, idet de mente, at de ville få bedre forhold ved at blive regeret af kongen end af Rigsrådet. Adel og Rigsråd var imod, fordi de derved ville miste en betydelig del af deres indflydelse. Det endte med at adelen blev truet til at tilslutte sig arvekongedømmet.

Stænderne kunne ikke blive enige om indholdet i rigets nye forfatning og gav derfor kongen bemyndigelse til at udfærdige regler om kongemagtens indhold og om arvefølgen. I Enevoldsarveregeringsakten fra 1661 gav Frederik 3. sig selv uindskrænket magt som enevældig konge af Guds nåde. Med statsomvæltningen blev den magtfulde adels politiske magt knækket