Henrettelser
Den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, mente, at man skulle bekæmpe modstandsbevægelsen ad legal vej. Hvis sabotører blev dømt til døden ved krigsretten, kunne man efterfølgende benåde de dømte, såfremt modstandsbevægelsen afholdt sig fra nye sabotager, eller eksekvere dødsdommene, hvis sabotagerne fortsatte. På den måde håbede han at presse modstandsbevægelsen til at forholde sig i ro ved at signalere, at nye aktioner ville koste tilfangetagne kammerater livet.
Læs Kirstine Sørensens brev til Werner Best i anledning af henrettelsen af hendes far, bror og mand. Brevet blev gengivet i det illegale Information den 18. december 1944.
Mens Hvidstengruppens medlemmer sad i Horserødlejren, skrev de flere breve hjem. I brevene virker de ikke særligt bekymrede for fremtiden. De spørger til, hvordan det går derhjemme, giver råd om praktiske ting som regnskaber og salg af husdyr, og giver udtryk for, at det ikke kan vare længe, før de selv er hjemme igen.
Det kunne være en påtaget optimisme for selv at skyde frygten bort og opmuntre dem derhjemme. Men måske har gruppens medlemmer ikke for alvor forestillet sig, at de var i fare for at blive dødsdømt.
De officielle tyske meddeleser om henrettelser angav næsten altid baggrunden som overfald på medlemmer af den tyske værnemagt, spionage eller deltagelse i sabotage. Hvidstengruppens medlemmer, som jo ikke var aktive sabotører, har kunnet håbe på, at de ikke var så belastede set med tyskernes øjne, at det ville udløse en dødsdom. Eller at en eventuel dødsdom kun ville blive afsagt for et syns skyld, men at de ville blive benådet.
Den københavnske Folkestrejke overbeviste Hitler om, at Werner Bests strategi for bekæmpelse af modstanden ikke duede. Henrettelser, som blev meddelt i avisen, ville kun gøre de henrettede til martyrer, og det ville tværtimod styrke modstanden.
Den 30. juni 1944 udsendte Hitler en forordning, Terror- und Sabotageerlass, som bestemte, at sabotagen ikke skulle bekæmpes med krigsretsdomme, men med terror og clearingmord. Forordningen gjaldt ikke kun i Danmark men i hele det tyskbesatte Europa.
Først i marts 1945 fik krigsretten i Danmark igen lov til at afsige dødsdomme, så fra juni 1944 til februar 1945 fandt der ingen henrettelser sted. Det betød dog ikke, at modstandsfolkene kunne føle sig sikre. Tilfangetagne modstandsfolk kunne blive hentet ud af fængslerne og skudt ned under såkaldte flugtforsøg og efterladt på gaden til skræk og advarsel.
I alt blev 102 danske modstandsfolk henrettet efter tysk krigsretsdom.
Dommene over Hvidstengruppens medlemmer blev afsagt den 26. juni 1944 - samme dag, som tyskerne indførte spærretid i Storkøbenhavn og dermed udløste den københavnske Folkestrejke.
I en situation, hvor fronten mellem tyskerne og befolkningen var trukket hårdt op, var chancerne for benådning kun små. Tyskerne effektuerede de 8 henrettelser den 29. juni, og meddelelsen herom fik strejken til at eskalere yderligere.