Hvordan foregik en modtagelse?
Først skulle man finde en egnet plads, og den skulle godkendes af RAF ovre i England.
Pladsen skulle være let at kende fra luften, så det var godt, hvis der var kendingsmærker i nærheden, f.eks. en sø. Og den måtte ikke ligge for tæt på beboelse eller på tyske installationer.
Selve nedkastningspladsen skulle være åben, så faldskærmene ikke hang fast i træer eller lignende, men det var godt, hvis der var skov ud til pladsen, så modtageholdet kunne holde sig skjult med f.eks. en lastbil.
Nedkastningerne fandt sted i tiden omkring fuldmåne, hvor månelyset gjorde det muligt for piloterne at genkende pladsen oppe fra luften. Men det måtte heller ikke være så lyst, at det tyske luftforsvar havde for let ved at opdage maskinen. Derfor ville RAF ikke genneføre nedkastninger i de lyse nætter fra begyndelsen af juni til midt i juli.
Modtagefolkene fik besked om nedkastningen samme aften, som den ville finde sted, gennem en kodemeddelelse i den engelske radio BBC's første aftenudsendelse. I starten var det bare en bestemt vending, f.eks. 'Husk at lytte igen senere i aften'. Senere gik man over til at sende kodemeddelelserne i blokke i form af hilsener til opdigtede personer: Hilsen til Karl, Niels, Anna osv.
Lyt til en særmelding.
På jorden skulle modtageholdet anbringe 3 hvide og 1 rød lygte på en sådan måde, at piloten oppe fra flyet kunne se, fra hvilken retning vinden kom. Faldskærmene med containerne måtte ikke få medvind, så de fløj langt væk fra pladsen. De skulle kastes imod vinden, så de dalede lige ned.
Når modtagefolkene kunne se flyet, blinkede de et aftalt morsebogstav med en lygte, så piloten kunne være sikker på, at han var på det rigtige sted.
På et tidspuntk blev modtagegrupperne desuden udstyret med en S-phone. En S-phone var en slags walkie-talkie, der gjorde det muligt for besætningen i flyet og modtagegruppen på jorden at tale sammen og for piloten at finjustere kursen til modtagepladsen.
Containerne med våben, ammunition og sprængstof var tunge. Man skulle være fire mand om at bære en, og en nedkastning kunne bestå af op til 15 containere, så modtageholdet skulle være forholdsvis stort. Der skulle også sættes vagter ud, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller tilfældige forbipasserende.
Faldskærmene skaffede man sig af med på stedet ved at 'drukne' dem i en sø eller mose. Evt. udpakkede man containerne på stedet og skaffede sig af med dem også.
Bortkørsel af de store mængder materiel krævede, at man rådede over hestevogne eller helst en lastbil. Materiellet skulle hurtigst muligt lægges på lager i sikre depoter.
Hvis nedkastningen omfattede faldskærmsagenter, skulle de som det allerførste bringes bort fra pladsen. Det var defor nyttigt, hvis modtagegrupperne omfattede folk som læger og dyrlæger, der havde tilladelse til at køre trods besættelsestidens generelle forbud mod privat bilkørsel.