Modstanden og samarbejdet
Selvom de fleste danskere bakkede op om de ledende politikere, opstod der efterhånden en aktiv modstand mod tyskerne og samarbejdspolitikerne. De første modstandsfolk kom navnlig fra partier og organisationer på den yderste politiske venstre- og højrefløj. De var i forvejen kritisk indstillet over for det danske politiske system. Fra 1941-42 begyndte medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti og Dansk Samling at organisere modstandsgrupper. Efterhånden som modstanden blev mere populær i befolkningen, sluttede flere med andre politiske holdninger sig aktivt til i modstandsarbejdet.
Illegal presse og sabotage
Modstanden gav sig bl.a. udslag i opbygningen af en illegal presse og i udførelsen af sabotager. Den illegale presse blev efterhånden et vigtigt alternativ for store grupper af danskere, som ikke ville nøjes med de censurerede nyheder i de officielle danske medier - eller med engelsk radio. Sabotagen betød, at tysk ejendom, jernbaner samt mange virksomheder, der arbejdede for tyskerne, blev ødelagt. Ud over de rent økonomiske tab markerede den et klart tab af kontrol for både tyskerne og de danske myndigheder - og det medvirkede til at skærpe konflikterne i samfundet.
Opbakning til samarbejdspolitikerne
Langt ind i besættelsen bakkede et flertal af danskerne imidlertid op om de store politiske partier. Ønsket om at holde DNSAP fra magten, kombineret med opbakningen til de partier, befolkningen traditionelt havde støttet, gjorde at den danske regering kunne lede landet over halvdelen af besættelsesperioden. I marts 1943 blev der afholdt valg til Rigsdagen, hvor 95% af vælgerne stemte på de samarbejdende partier i folketing og landsting. DNSAP fik kun omkring 2% af stemmerne ved valget, og gik herefter i opløsning.
Hør historierne om det illegale trykkeri og sabotagen på B&W
Illegale tryk
På Det Kongelige Biblioteks website findes et lille webtema om illegale tryk Den rummer også bl.a. "falske illegale tryk", som nazisterne sendte i omløb. Tema om illegale tryk.
Besættelsen af Danmark
Du kan besøge Frøslevlejrens Museum for en autentisk oplevelse af besættelsestidens Danmark