Udfører en søgningSøg

Verdens Værste År

Podcast: Verdens Værste År
Podcast: Verdens Værste År

10. 1944: Dødens bolig

1944 er et af verdens værste år. I KZ-lejren Auschwitz-Birkenau kulminerede den nazistiske dødsmaskine og den vestlige civilisation nåede et foreløbigt lavpunkt. Selvom krigen reelt var tabt fortsatte jødeudryddelsen og den ufattelige ondskab. Tallene er abstrakte og lidelserne ubærlige, men vi skal høre om det - for at lære af historien.

Forfatter Peter Langwithz Smith fortæller til værterne Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Musik: Gustav Niepoort

Se transskription af episoden her.

9. 1884: Blodstreger over Afrika

På et møde i Berlin i november 1884 bliver Afrikas grænser tegnet med en lineal – uden repræsentanter for Afrika. Herefter følger mange årtier med blodige konflikter og et udplyndret kontinent, som burde give os dårlig samvittighed den dag i dag. Det gør det i hvert fald hos Thomas og Julie.

Antropolog og museumsforsker, Vibe Nielsen, fortæller, hvorfor 1884 er et af verdens værste år. Værter: Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Musik: Gustav Niepoort

Se transskription af episoden her.

8. 1483: Ondskab i det godes navn

1483 er et af verdens værste år. Det var her, den spanske inkvisition for alvor fik magt. Den kostede 2.000 liv og endnu flere lemmer. Den satte gang i forfølgelser og tortur i og uden for Spaniens grænser. Og i mange år frem. Den var i den grad var med til at gøre Middelalderen mørk. Mie Ellekilde, som er historiker og formidlingschef på Museum Vestsjælland, fortæller om året 1483. Værter er Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Musik: Gustav Niepoort

Se transskription af episoden her.

7. 1857: Et imperie fødes i blodbad

1857 var et af verdens værste år. Det mener historiker Jesper Kurt Nielsen. Han fortæller, hvordan det indiske oprør førte til en voldelig massepsykose og et massivt tab af uskyld, men også til skabelsen af det store britiske imperium.

Museumsinspektør Jesper Kurt Nielsen er gæst hos Thomas Klinkby og Julie Ralund.

Se transskription af episoden her.

6. 536: Året hvor solen forsvandt

Der er udbredt enighed om, at år 536 var et af de allerværste – hvis ikke dét værste år – at være menneske på jorden. Først kom vulkanudbruddet, der lagde en kold dyne over verden og skabte hungersnød og sultedød. Dernæst kom pesten – formentlig direkte afledt af klimaforandringerne – og dræbte halvdelen af befolkningen.

Museumsinspektør Jeanette Varberg er ugens fortæller, og de to bange værter er Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Se transskription af episoden her.​​​​​​​

5. 1918: Døden tager de unge

1918 var et af verdens værste år. Og mere end noget andet år er det året, vi kan spejle os i lige nu. Den Spanske Syge – som slet ikke burde hedde den spanske syge – kom som den fjerde rytter i apokalypsen og slog en masse unge og ellers raske mennesker ihjel. Og så lige oven i en verdenskrig. Det var en pandemi, der også ramte Danmark hårdt. Hør de rørende vidneberetninger, som ugens gæst har gravet frem. Og så har én af værterne en helt personlig forbindelse til sygdommen.

Forfatter Tommy Heisz er ugens fortæller. Julie Ralund og Thomas Klinkby er værter.

Se transskription af episoden her.

4. 1492: Sølv, sygdomme og slaveri

1492 er et af verdens værste år. Det er her Columbus ”opdager” Amerika og sætter gang i en kædereaktion af sygdom, slaveri og meget, meget mere, der forandrer verden for altid. Særligt slaveriet markerer et lavpunkt i menneskehedens historie, og der opstår kvalme i studiet, da ugens gæst fortæller om slaveejeren Thomas Thistlewood og hans ugerninger.

Historiker Asser Amdisen har nomineret året og er ugens fortæller hos Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Musik: Gustav Niepoort

Se transskription af episoden her.

3. 1589: Djævlen er på spil i Danmark

1589 er et af verdens værste år. Det fortæller historiker Louise Nyholm Kallestrup. Det kan være svært at forstå i dag, men dengang var man overbevist om, at Djævlen fandtes og dermed også trolddom og hekse. En særlig ulykkesramt skibsrejse mellem Danmark og Skotland i 1589 satte en skræk i den unge kong Christian d. 4. Og det satte gang i en langvarig og omfattende heksejagt i Danmark.

Medvirkende: Louise Nyholm Kallestrup, historiker, har skrevet bogen Heksejagt.

Episoden erstatter en tidligere episode, hvori der var nogle upræcise oplysninger om hekseprocesser i Danmark.

2. 1945: Mennesket slipper et monster løs

1945 er et af verdens værste år. ”Jeg er blevet døden, ødelægger af verdener”. Sådan sagde en af atombombens opfindere, da han så resultatet. Bomberne over Hiroshima og Nagasaki afsluttede en verdenskrig, men satte samtidig gang i en ny og angstfyldt tidsalder, som vi stadig lever i, og som har sat dommedagsuret faretruende tæt på midnat.

Historiker Rasmus Dahlberg har nomineret året og er ugens fortæller hos Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Se transskription af episoden her.

1. 1347: Den Sorte Død

1347 er et af verdens værste år. Man havde aldrig set noget lignende. Da pesten kom til Europa, troede man det var Guds straf. Det var en uhyggelig sygdom, der ramte alle, og den ramte hurtigt og hårdt. Halvdelen af Europas befolkning mistede livet. Og dem der overlevede, blev aldrig de samme bagefter.

Historiker Poul Duedahl har nomineret året og er ugens fortæller hos Julie Ralund og Thomas Klinkby.

Se transskription af episoden her.

Om Verdens Værste År

Vi lever i en pandemi – den værste tid mange af os har oplevet. Men hvad har egentlig været de værste år i historien? Til skræk og advarsel, og en lille smule trøst, samler Julie Ralund og Thomas Klinkby i denne podcast en liste over Verdens Værste År - med hjælp fra nogle af Danmarks bedste historieformidlere, som hver gang nominerer deres bud på et helt forfærdeligt år plaget af fx naturkatastrofer, sygdom og krig.

Find episoderne i din podcast app eller her på siden.

Serien er udviklet og produceret af Buddy Buddy til Podimo og Vores Tid, Nationalmuseets mediehus. Musik: Gustav Niepoort.