Udfører en søgningSøg

Kurs mod nord

Podcast: Kurs mod nord
Podcast: Kurs mod nord
Klik her og lyt til Kurs mod nord i din podcast app

8. Krigen: Da nazisterne kom til Nordøstgrønland

Stormagterne har længe haft et godt øje til Grønlands strategiske placering, og allerede under Anden Verdenskrig forsøgte nazisterne at oprette vejrstationer i det øde Nordøstgrønland.
Men tyskerne blev mødt af danske fangstmænd med hundeslæder, der tog kampen op.

Medvirkende: Jens Fog Jensen, seniorforsker, Nationalmuseet.

7. Da socialpolitikken kom til Grønland

Livet for inuitterne var langt mere barskt, end det kolonisterne fra Danmark kendte til. Derfor begyndte de at samle folk i byerne, og den traditionelle livsstil som fangere blev skiftet ud. Men langt fra alt i den nye velfærd var uproblematisk, og konsekvenserne mærkes stadig i dag.

Medvirkende: Jens Heinrich, historiker, Grønlands Repræsentation. Lill Rastad Bjørst, associate professor, AAU. Puk Draiby, generalsekretær, Grønlandske Børn.

6. Aasivik: Trommedans, kærester og selvstændighed

De rejste tusinder af kilometer for at mødes på en lille ø, hvor de festede, afgjorde stridigheder og fandt nye partnere. Men efter hundreder af år forsvandt inuitternes sommermøder – indtil de blev taget op igen i 1970erne og blev en vigtig del i kampen for Grønlands selvstændighed.

Medvirkende: Martin Appelt, seniorforsker, Nationalmuseet. Tola Carlsen og Kaj Rosing Carlsen, deltagere på aasivik.

5. Den magiske hvalros

Hvad har rige sydeuropæiske fyrster, korstog og vikinger i det nordligste Grønland med hinanden at gøre? Langt mere, end man skulle tro. For jagten på de mest luksuriøse varer har gennem historien drevet mennesker ud i det ukendte, og det her er historien om, hvordan den værdifulde hvalrostand fra Grønland blev spredt over hele den kendte verden.

Medvirkende: Martin Appelt, seniorforsker, Nationalmuseet. Christian Koch Madsen, museumsinspektør, Grønlands Nationalmuseum.

4. Hans Ø: Kampen om en klippeknold

Den lille Hans Ø ligger mellem Grønland og Canada og har i årevis været centrum for en konflikt. Både Danmark og Canada hævder at eje øen, og begge lande sender jævnligt soldater forbi. Men faktisk stammer øens navn fra en inuit, der ikke så grænser.

Medvirkende: Michael Jakobsen, seniorsergent. Jeppe Strandsbjerg, seniorforsker DIIS.

3. De første: Det tusinde år gamle spæk

Grønland var et af de sidste steder i verden, hvor mennesket begav sig hen. Men hvorfor valgte en gruppe mennesker at rejse ind i det ukendte, øde Grønland, og hvordan kan de være, at de forsvandt næsten sporløst igen?

Medvirkende: Bjarne Grønnow, forskningsprofessor, Nationalmuseet.

2. Minen: Den eftertragtede undergrund

Undergrunden i Grønland har altid været eftertragtet. Inuitterne handlede med fedtsten og meteorer, og i dag er det især de sjældne jordarter, der er eftertragtede af blandt andet forsvarsindustrien. Men hvem skal bestemme over, hvad der graves frem?

Medvirkende: Søren Peder Sørensen, journalist. Frank Sejersen, lektor, KU. Amalie Amma Faurschou, beboer i Qullissat.

1. Fortet: Pistolen under præstekjolen

Det var ikke ligefrem en succes, da den norske præst Hans Egede lagde grunden til en dansk koloni i Grønland. For magtkampe, druk, udueligt mandskab og skørbug var ikke den bedste kombination.

Den her historie handler om dengang, Danmark ville oprette et nyt fort og planlagde at tjene styrtende med penge – men hele projektet endte som en gigantisk fiasko og trækker i dag stadig sine tydelige spor.

Medvirkende: Rasmus Voss, museumsinspektør, Nationalmuseet.

Om Kurs mod nord

Vores Tid fortæller om Grønlands og Danmarks fælles historie, fra historien om de allerførste mennesker, der ankom til landet, til oprettelsen af den danske koloni og stormagters forsøg på at overtage landet. Om den eftertragtede undergrund, om da nazisterne kom til Grønland, om kampen om Hans ø og om da socialpolitikken kom til Grønland.

Find episoderne her på siden eller i din podcast app.