Udfører en søgningSøg

Unik frankisk mønt fortæller om Fyns vikinger

11. oktober 2013

Karolingisk mønt slået under Pippin den Anden af Aquitanien.
Karolingisk mønt slået under Pippin den Anden af Aquitanien. På møntens ene side står skrevet: ”PIPPINUS REX”, som betyder Pippin konge. På den anden side står skrevet: ”Aquitania” Foto: Asger Kjærgaard, Odense Bys Museer.

En i Danmark ny og ukendt frankisk mønt fra 800-tallet er dukket op ved Vester Kærby. Sammen med andre nye fund af frankiske mønter fra Fyn er den med i et forskningsprojekt om frankiske mønter i Danmark.

- Det er en lille sensation, siger Jens Christian Moesgaard fra Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet om en frankisk mønt af karolingisk type. Mønten er fundet ved Vester Kærby øst for Odense, og den blev sidste år indleveret til Nationalmuseet. Nu er den erklæret for danefæ.

Mønten er fundet af amatørarkæolog Brian Bechmann på en meget stor vikingeplads, som han selv har været med til at opdage. 

Brian Bechmann husker tydeligt dagen.

- Jeg gik over marken en augustdag lige efter, der var pløjet og sået, og jeg så mønten ligge på overfladen, fortæller Brian Bechmann, der fandt mønten uden at bruge sin detektor.
Han viste mønten til en amatørarkæolog med forstand på mønter. Han kunne fortælle Brian Bechmann, at det var en i Danmark unik mønt slået under den frankiske konge Pippin den Anden af Aquitanien.

Jens Christian Moesgaard bekræfter, at mønten er enestående i Danmark.

- Det er en såkaldt obol slået mellem år 845 og 848. Mønter som denne er fundet i udlandet, men i Danmark er det den første af sin slags, siger han.

Navnet Pippin den Anden af Aquitanien siger næppe nogen danskere ret meget. Han var en konge af det karolingiske dynasti og regerede fra 838 – 864 i Aquitanien, som var en del af Frankerriget. Mønten er slået på et tidspunkt, hvor de nordiske vikinger begyndte at hærge i Frankerriget.

Men Jens Christian Moesgaard er ikke overbevist om, at mønten kom til Fyn som plyndringsgods.
De fleste karolingiske mønter fundet i Danmark stammer fra tiden før vikingetogterne. I de seneste år er der dukket forbavsende mange frankiske mønter op på Fyn. De er især fundet på værkstedpladser som Vester Kærby og handelspladser som Havsmarken på Ærø, der i vikingetiden var rige og magtfulde områder. Derfor tyder meget på, at mønterne har været brugt til at handle med. 

- Netop dette eksemplar fra Vester Kærby er imidlertid gennemboret og har været benyttet som smykke. Mønter var sjældne i 800-tallet, så det gav sikkert status at bære en om halsen, siger Jens Christian Moesgaard.

Der er fundet flere karolingiske mønter og andet rigt vikingeudstyr i Vester Kærby samt i et stort område mellem Odense Fjord og Kerteminde Fjord. Arkæolog på Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen, er ikke tvivl om, at området var meget rigt og tæt bebygget i vikingetiden.

- Pladserne ligger som perler på en snor over et område på flere kvadratkilometer, og det vil ikke undre mig, om hele området mellem fjordene har været bebygget med værksteds- og handelspladser som en slags forløber for middelalderens Odense, siger Mogens Bo Henriksen og fortsætter:

- Detektorfolkene har fundet smykker og sølvskatte, samt vægtlodder, der sammen med mønterne vidner om handel. De har også fundet rytterudstyr og våben, som er fremstillet og repareret i værkstederne.

Jens Christian Moesgaard påbegynder næste år et forskningsprojekt støttet af Kulturministeriet. Det skal undersøge de knap 100 karolingiske mønter, som er fundet i Danmark, og de nye fynske mønter får en central rolle i projektet.

Han håber også, at Brian Bechmann i mellemtiden kan finde flere karolingiske mønter, så fundbilledet bliver så komplet som muligt.

For yderligere oplysninger kontakt:

Mogens Bo Henriksen, Museumsinspektør Odense Bys Museer. Tlf.: 65 51 46 45
Brian Bechmann. Tlf.: 25 17 43 84
Jens Christian Moesgaard, museumsinspektør Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 61 40
Henrik Schilling, presseansvarlig Nationalmuseet. Tlf.: 41 20 60 16