Udfører en søgningSøg

Dronningen indvier Monumentområdet i Jelling

9. september 2013

Monumentområdet i Jelling.
Tirsdag d. 10. september indvier Dronningen Monumentområdet i Jelling. Billede: Vejle Kommune.
Monumentområdet i Jelling.
Både Kongernes Jelling og Monumentområdet er en del af en større helhedsplan for Jelling Monumenterne, som er blevet udarbejdet af Vejle Kommune med hjælp og inspiration fra blandt andre Kulturstyrelsen og Nationalmuseets Jellingprojekt. Billede: Vejle Kommune.

Tirsdag d. 10. september bliver en festdag for et af Danmarks historiske fikspunkter - Jelling. Nationalmuseet bidrager med ny viden og udvikling af området gennem Jellingprojektet. 

Jellings betydning for Danmarks historie kan ikke underdrives, og de senere års undersøgelser og nyopdagelser har kun styrket områdets helt særlige position. 

Dét bliver fejret tirsdag d. 10. september, hvor Dronningen indvier Monumentområdet i Jelling. Indvielsen bliver en festdag med taler af blandt andre kulturminister Marianne Jelved, musik, vikingemarked, vikingekrigere og en masse andre aktiviteter. 

Ideen er, at det nye monumentområde på 130.000 kvadratmeter skal give mulighed for, at de besøgende kan opleve og forstå den samlede historie om Jellings to store høje, de berømte runesten, stenskibssætningen, kirken og det kæmpe palisadehegn omkring området. 
Derudover er det planen, at et helt nyt oplevelsescenter, kaldet Kongernes Jelling, skal åbne i 2015. 

Både oplevelsescenteret Kongernes Jelling og Monumentområdet er en del af en større helhedsplan for Jelling Monumenterne, som er blevet udarbejdet af Vejle Kommune med hjælp og inspiration fra blandt andre Kulturstyrelsen og Nationalmuseets Jellingprojekt. 

Nationalmuseet bidrager nemlig med ny viden om og udvikling af Jelling gennem Jellingprojektet, som er et forsknings- og formidlingsprojekt støttet af Bikubenfonden og med Dronningen som protektor.  
Alle undersøgelser og udgravninger i Jelling gennemføres i et samarbejde mellem Jellingprojektet, Vejle Museum og Aarhus Universitet. 

En af de undersøgelser var udgravningen af Smededammen i Jelling i efteråret 2012 og april og maj måned i år. Da blev der nemlig fundet planker fra Jellings palisadeværk, som var i god nok stand til, at Nationalmuseet kunne lave en årringsdatering, en såkaldt dendrokronologisk undersøgelse. 

For nylig var resultatet klart, og det viste, at palisaden omkring højene i Jelling rent faktisk ER fra Harald Blåtands tid. Dét underbygger Jellings store betydning, både for Harald Blåtand dengang – og for os i dag. 

Læs mere om Nationalmuseets arbejde i Jelling på Jellingprojektets hjemmeside.

Læs mere om Monumentområdet i Jelling.