Udfører en søgningSøg

Sensationel møntskat på Møn

7. juni 2012

Nationalmuseet og Museerne i Vordingborg udgraver lige nu en sensationel møntskat fundet på Østmøn.  

Sølvskatten stammer fra Grevens Fejde, der udspillede sig 1534-36. Møntskatten dukkede op, da en nystartet detektorbruger var på markvandring med sin metaldetektor. Han stoppede, som man skal, når man finder en skat, og kontaktede Museerne i Vordingborg.

Det er sjælden type møntskat, formentlig gravet ned 1535-36 under Grevens Fejde, der var en to år lang borgerkrig, hvor Danmark så at sige gik i opløsning. Der var kampe og oprør på Møn, især i Stege, og sølvskattens ejer har bekymret sig så meget om sine værdier, at de skulle gemmes væk.

Men hvem var ejeren? Gravede han sølvskatten ned under husgulvet, eller gemte han i hast mønterne i en gryde og begravede den på et sikkert sted? De spørgsmål håber arkæologerne at kunne besvare i løbet af dagens udgravning.

Sjældne mønter

I den urolige periode fra 1520-36, der kulminerede med Reformationen og Grevens Fejde, var der møntproduktion mange forskellige steder, og forskellige personer slog mønter til forskellige formål.
I Stockholm slog Gustav Vase mønter i Christian III´s navn til støtte for Christian III mod Christian II, og disse meget sjældne mønter fra 1535 er repræsenteret i skatten fra Møn. 

- Sølvskatten bliver en kilde til såvel politiske og økonomiske forhold i denne meget urolige periode. Ud fra studier af mønterne kan vi også sige noget om udmøntningernes størrelse og dermed økonomiske strukturer, fortæller Nationalmuseets møntekspert Michael Märcher, som selv deltager i udgravningen af møntskatten.

Og så er der ikke mindst historien om en mand fra Møn, som gemte sine værdier og aldrig nåede at hente dem frem igen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Henrik Schilling på tlf. 24 67 67 82

Meget stor sølvskat

De fleste møntskatte fra den tid er fundet i 1800-tallet, så derfor er et nyt fund meget interessant. Hvis man ser bort fra nogle relativt mindre fund og ganske få andre små metaldetektorfund, er det mere end 80 år siden, der sidst er fundet et så stort skat fra denne periode. Den dukkede op i Assens i 1927 og rummer 1545 mønter, gravet ned på et tidspunkt efter 1526.

Sølvskatten fra Møn er også stor. Der er fundet 243 mønter allerede,  men ingen ved endnu, hvor mange mønter, der er i den nye skat. Det kan være der er 500 mønter, og måske bliver det over 1000. Om sølvskatten fra Møn slår skatten fra Assens, vil udgravningen afsløre.

Sammenlignet med andre møntskatte fra Grevens Fejde synes skatten fra Møn at indeholde flere større mønter end de fleste andre møntskatte, som i høj grad består af de såkaldte hvide. Hvide er der også i møntskatten fra Møn, men der er også 4 og 8 skillinger, som er større sølvmønter.