Udfører en søgningSøg

Nationalmuseet åbner database over kalkmalerier

10. december 2012

Nationalmuseet har registeret samtlige danske kirkers figurative kalkmalerier. Den 12. december gøres de tilgængelige for offentligheden.

De Hellige Tre Konger er i Højby Kirke afbildet med samme frisurer og kroner, som en konge afbildet i Undløse Kirkepå Midtsjælland. Det viser, at kalkmalerierne er malet af et hidtil ukendt malerværksted, som nu har fået navnet Højbyværkstedet.
De Hellige Tre Konger er i Højby Kirke afbildet med samme frisurer og kroner, som en konge afbildet i Undløse Kirkepå Midtsjælland. Det viser, at kalkmalerierne er malet af et hidtil ukendt malerværksted, som nu har fået navnet Højbyværkstedet.
Blandt de mange søgbare kalkmalerier er de dramatiske kalkmalerier i Højby Kirke i Nordvestsjælland, som forestiller helvedes gab.
Blandt de mange søgbare kalkmalerier er de dramatiske kalkmalerier i Højby Kirke i Nordvestsjælland, som forestiller helvedes gab.

Nationalmuseet er nået til vejs ende med registrering af figurative kalkmalerier i de danske kirker. Så nu kan alle søge og finde billederne i Nationalmuseets database over kalkmalerier i danske kirker.  Det er sket takket være en fondsbevilling fra Augustinus Fonden.

- Vi har været over alt og registret kalkmalerier lige fra Kristusafbildninger til helgener, men også folk, fæ og fanden er der blevet plads til i databasen, som rummer 25.000 billeder i høj opløsning af de 4250 kendte billedfremstillinger fra mere end 500 danske kirker, fortæller Sissel Plathe museumsinspektør ved Nationalmuseet.

Hun og hendes kollegaer har arbejdet med registreringen siden 2005 og gjort flere gedigne opdagelser i løbet af projektet. De har opdaget ukendte kalkmalerier over kirkernes hvælvinger, de har nyfortolket gamle kalkmalerier, de har fundet flere malerier af kendte kalkmaleriværksteder, og så har de identificeret 10 hidtil ukendte værksteder.

De mange kalkmalerier er digitaliseret og gjort tilgængelig for offentligheden på Nationalmuseets hjemmeside ”Kalkmalerier i danske kirker”, som åbner i en ny revideret version 12. december.

- Vi har gjort kalkmalerierne søgbare på utallige måder, og det giver brugerne et overblik over hvilken enestående kulturarv, vi har i vore kalkmalerier, siger projektleder Klaus Støttrup Jensen.
Han ser store muligheder for alle historieinteresserede danskere, som nu kan gå på opdagelse i kalkmaleriernes forunderlige og farverige billedverden. De kan finde kalkmalerierne i deres lokale kirke eller i den kirke de blev konfirmeret eller gift i, og de kan finde helgener og forskellige bibelske motiver.

Også de myndigheder og fagfolk, som arbejder med kirkens kulturarv får et virkningsfuldt redskab i hjemmesiden.
- Databasen gør det lettere at prioritere midlerne til restaurering og sikre de mest trængende og mest værdifulde kalkmalerier, siger konservator Kirsten Trampedach, der har haft ansvaret for registrering af kalkmaleriernes bevaringstilstand.

Med de figurative kalkmalerier har Nationalmuseet afsluttet fase to af projektet ”Kalkmalerier i danske kirker”. Men der resterer stadig et større arbejde, inden museet også har registreret de ornamentale kalkmalerier. De ornamentale malerier håber Nationalmuseet at kunne registrere i en efterfølgeende projektfase.

Kalkmalerierne kan studeres på: kalkmaleriinfo.natmus.dk

For yderligere oplysninger kontakt:
Klaus Støttrup Jensen, Projektleder. Tlf.: 41 20 66 67
Sissel Plathe, museumsinspektør. Tlf.: 41 20 61 26
Kirsten Trampedach, konservator. Tlf.: 41 20 65 96
Henrik Schilling, presseansvarlig. Tlf.: 41 20 60 16