Udfører en søgningSøg

Når sanserne sætter nyt liv i kludene

28. oktober 2008

Hvordan får man nyt liv i gamle silkekjoler og uniformer? Når man konserverer, er det ikke kun en udfordring at bevare de gamle tekstiler af silke, hør eller uld, stoffets og tøjets historie skal også formidles. Og her kommer sanserne på arbejde. Kom og hør om udfordringerne bag tekstilkonservering, når konservator Irene Skals søndag den 2. november kl. 13 fortæller om, hvordan hun bruger sanserne til at fortælle tøjets historie.

Når man ser det skrøbelige stykke stof hænge smukt på ginen, bliver vi nemt revet med tilbage i tiden. Vi kan ligefrem se den smukke balkjole af silke med flæserne brusende omkring fødderne, svævende hen ad de bonede gulve. Eller den stolte militæruniform, som udstråler en magt, der får én til at ranke ryggen af respekt, når man kigger på den. 

Men vejen til at give os disse flotte, levende billeder er lang. For hvordan får man livet tilbage i den gamle balkjole og militæruniform? Sanserne kommer på arbejde, når konservatorerne forsøger at give tøjet nyt liv ved at præsentere dem på den bedste og mest levende måde.

Hvad giner kan gøre

Når dragter skal udstilles, vil man gerne kunne bruge udstillingsdukker eller giner, så de nemmere kan ses med det liv og bevægelse, hvormed de var tænkt. På den måde får vi et indtryk af, hvordan datidens personer så ud og gik klædt.

Udstillingsdukkerne afspejler ofte den tid, som tøjet stammer fra og dukkernes ansigtsudtryk, skæg og kropsholdning er med til at understøtte tøjets historie. Så mange ting skal passe sammen for at tøjet atter på levende vis kan fortælle sin historie.

Yderligere oplysninger:
Konservator: Irene Skals. 3347 3541, irene.skals@natmus.dk