Velfærd i børnehøjde

Dokumentation, indsamling og formidling af Børnehuset Strandbo

Af seniorforsker Lykke L. Pedersen
Nationalmuseets enhed for Nyere Tid har gennem årene arbejdet med samtidsdokumentation, hvor formålet er at sikre den levende kulturarv gennem at udvælge genstande bl.a. i samarbejde med de direkte involverede. Dette ligger fint i forlængelse af de stigende krav om brugerinvolvering i museumsinstitutionerne og den samfundsrolle, museerne har bl.a. som skabere af identitet.
Nationalmuseets enhed for Nyere Tid fik i 2012 en henvendelse fra Børnehuset Strandbo i Brøndby Strand med tilbud om børnehavens stole, der skulle udskiftes. Møblerne blev i sin tid anskaffet ved institutionens oprettelse i slutningen af 1960’erne og har været i brug lige siden. Stolene, der ikke fejlede noget efter over 40 år i børnehaven, skulle skiftes ud af hensyn til pædagogernes velfærd: Nu skulle børnene sidde på høje stole af hensyn til pædagogernes rygge! Henvendelsen førte til en etnologisk undersøgelse og indsamling af børnehavegenstande og dokumentation af en af velfærdsstatens kerneinstitutioner. Nationalmuseet har genstande og materiale fra tidlige børnehaver i form af beklædning (Brede Asyl og Marthahjemmet), legetøj (Marthahjemmet) og pædagogisk legetøj (Fröbel m.fl.), men der manglede i den grad en af de helt almindelige børnehaver, der har været flest af og fra den periode, hvor samfundet undergik store forandringer i 1960’erne og 1970’erne. I denne periode vendte udviklingen, så hvor der havde været 1 ud af 10, der gik i børnehave, var der nu 9 ud af 10!
Brøndby Strand-området er en del af den store ”Fingerplan” fra 1947, der satte skub i forstadsudviklingen, og udflytningen fra Københavns indre by efter Anden Verdenskrig. Selve højhusbyggeriet i Brøndby Strand begyndte i 1969, men blev fuldført omkring 1974. Børnehaven er et markant eksempel på forstadens institutioner for at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, idet kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet.
Børnehaverne blev i denne periode bygget med inspiration fra parcelhuset, der var tidens store ideal om eget hjem i velfærdsstaten. Også børnehaverne blev bygget som modulbyggeri i form af lave etplanshuse, der åbnede op mod haven (=legepladsen).  De indsamlede enkeltgenstande giver eksempler på både 1960’erne og 1970’ernes formgivning og pædagogik.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i forandringer i det små (bogstavelig talt!), men har langt videre perspektiver som et eksempel på hverdagslivets større forandringer. I dette indsamlingsprojekt var ambitionen at indsamle en helhed – en møbleret stue med plads til mange børn: Borde, stole, legereoler, kasser til legetøj, oprydningsbænk, dueslag, skærme til dukkekrog, lamper og legetøj m.v. Endvidere var det hensigten at supplere den fysiske indsamling med en etnologisk undersøgelse bestående af kvalitative interviews, deltagerobservation og fotografering.
Undersøgelsens temaer, der var basis for interviewundersøgelsen, var følgende:
• Børneinstitutioner som kommunale velfærdsgoder i forstaden (normeringer og bestemmelser, byplanen)
• Rammer og rum i institutionen: Indretning og opdeling af institutionen, design, udenomsarealer, legeplads, dyrehold m.v. Den gule stue – hjemliggørelse af institutionen
• De ansatte: Fra barneplejerske til pædagog. Fra kald til arbejdstidsregler. Fra opbevaring til udfoldelse.
• Relationer: Forhold mellem børn og personale, institution og forældre
• Hverdagslivets udfordringer: Forandringer i familielivet – hente og bringe
• Dags, - uge-, og årscyklus i børnehaven (pædagogik, madlavning, fester, kolonier m.v.)
• Livsløb i institution (forældre og børn i samme institution, ansatte i livsløb m.v.)

Indsamlingen indgår endvidere i et større tværgående museumssamarbejde for alle interesserede museer i Danmark med arbejdstitlen Velfærd på museum, der skal skabe en landsdækkende diskussion om materiel og immateriel kultur i velfærdsstaten. Hvad skal bevares og hvorfor? Hvad er velfærdsstatens kulturarv? Hvordan skal vi forstå denne kulturarv?
Men denne undersøgelse er en lille brik dokumenteret og bevaret for eftertiden.