Ordforklaringer til temaet 'styreformer og kronologisk overblik'

Valgkongedømme:
Kongen blev formelt valgt af landets aristokrater. Nogle gange var valghandlingen mere eller mindre rent proforma. Nogle gange var der flere, som kunne blive udnævnt til konge. Selv når der ikke var, så kunne aristokratiet få en vis indflydelse på kongens regering gennem de håndsfæstninger, man indgik med kongen ved hans udnævnelse fra midten af 1200-tallet.

Enevælden:
Enevælden – eller absolutisme – var en styreform, hvor al magt og myndighed formelt lå hos monarken.

Kongeloven:
Kongeloven var enevældens retslige grundlag. I europæisk sammenhæng er kongeloven fra 1665 den eneste nedskrevne grundlov for et enevældigt styre.

Gejstlig:
Gejstlig betyder åndelig. At være gejstlig betyder, at man ansat til en i en religiøs tjeneste i for eksempel en kirke.

Verdslig:
Verdslig betyder sekulær i modsætning til det åndelige og religiøse. Som verdslig magthaver besidder man embeder uden for kirken.

To-regimentslære:
En opdeling af magten mellem gejstligheden og verdsligheden. Verdsligheden stod for den almindelige lov og orden i samfundet, mens gejstligheden havde ansvar for de religiøse spørgsmål i livet.

Demokrati med konstitutionelt monarki:
Et konstitutionelt monarki betyder, at landets statsoverhoved, kongen, er bundet til en forfatning (f.eks. den danske grundlov). Med Junigrundloven fra 1849 blev statens magt delt i tre: den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Rigsdagen, der bestod af to kamre, Landstinget og Folketinget, havde den lovgivende magt.

Kongen havde den udøvende magt, som han udøvede gennem den regering, han selv udnævnte. Lovene blev vedtaget af Rigsdagen, men skulle dog i sidste ende underskrives af kongen, hvilket betød at kongen også indirekte havde indflydelse på den lovgivende magt.

Domstolene havde den udøvende magt og var i princippet uafhængige af den lovgivende og udøvende magt.

Systemskiftet 1901:
Ved systemskiftet i 1901 skiftede regeringsmagten fra Højre til Venstre. Venstrepartierne havde flertallet i folketinget, og det har siden da været praksis, at kongen skulle udnævne regeringer, der udsprang af et folketingsflertal. Princippet blev dog udfordret af Christian d. 10 under Påskekrisen i 1920, og først med grundlovsændringen i 1953 blev den såkaldte folketingsparlamentarisme formelt indskrevet i Grundloven.

Udviklingen af stemmeret:
1849: Mænd over 30 år med egen husstand, der var ustraffede, økonomisk uafhængige og mentalt stabile. (i alt 15 % af befolkningen)

1915: Kvinder og tjenestefolk får stemmeret

1933: Mænd og kvinder, der har modtaget fattighjælp får mulighed for at stemme, hvis de har betalt fattighjælpen tilbage. Hvis de ikke kan betale hjælpen tilbage, kan de ikke bruge stemmeretten.

1953: Sindssyge og åndssvage får lov at stemme

I dag er der nogle få personer, der i dag går under betegnelsen ”umyndiggjort” pga. en alvorlig psykisk lidelse, eller fordi de er udviklingshæmmede, hvorved de mister deres stemmeret.

1959: Tidligere straffede får lov at stemme

1961: Forsorgsloven sikrer, at alle kan modtage økonomisk hjælp fra det offentlige system uden at miste stemmeretten.

Repræsentativt demokrati:
Et repræsentativt demokrati er en styreform, hvor den politiske magt ligger hos folkevalgte repræsentanter. Det er i modsætning til et direkte demokrati, hvor beslutninger træffes mere direkte af borgerne f. eks. gennem folkeafstemninger.

Vidnesbyrd:
Vidnesbyrd kan både være et tegn eller en ting, der uden tale eller skrift fortæller en historie. Det kan også være en fortælling fra en person, der har været vidne til noget. På den måde er vidnesbyrd, alt det vi ikke selv har oplevet, men som giver et så klart billede af eksempelvis en begivenhed, at vi forholder os til det, vi får af vide.