Petronius' Satyricon: Trimalchios' Middag
Fra romersk kejsertid findes værket Satyricon skrevet af en Petronius, der sandsynligvis var kejser Neros smagsdommer (arbiter elegantiae).
Værket handler om den lærde Enkolpios og hans to følgesvende, den veluddannede Askyltos og den smukke slave Giton. Disse tre uheldige helte flakker om på må og få i Italien i en form for parodi på Odysseus’ og Aeneas’ omflakken. Det drivende element i værket er gruppens interne jalousi foranlediget af forholdet til Giton (både Enkolpios og Askyltos er kraftigt tiltrukket af den smukke slave) og omverdenens pres på de tre. Deres guddommelige ærkerival (Odysseus’ Poseidon, og Aeneas’ Juno) er den romerske frugtbarhedsgud Priapos, der sammen med Tilfældet (Tyche/Fortuna) har en altdominerende rolle at spille i de tres skæbne.
Enkolpios’ og Askyltos’ dannelse gør, at de forstår og fortolker alt, de oplever, på baggrund af de litterære værker, der var en del af deres uddannelse (dvs. de store græske forfattere, især Homer og Platon). Som en anden Don Quixote fejltolker de derfor konstant den kontekst, de indgår i, og forventer, at omverdenen reagerer ligesom personerne i f.eks. Odysseen eller Symposion.
Desværre er Satyricon ikke nået frem til os i sin helhed, vi har derfor kun tre længere uddrag samt et hav af mindre citater på én til to linjer at udtale os på baggrund af. Det længste og mest sammenhængende uddrag af romanen er “Trimalchios middagsselskab” (Cena Trimalchionis), her hvor vi kommer til 'fest' hos den stenrige eksslave Trimalchio.
En cena var hovedmåltidet i den romerske kultur og var et af de sociale højdepunkter. Ligesom ved det græske symposion lå man ned i et triclinium, der var indrettet til formålet med tre sofarækker. Den lærde læser og ikke mindst vores veluddannede hovedpersoner forventer et middagsselskab med byens bedsteborgere og en diskussion/samtale på et højt intellektuelt plan ligesom i Platons Symposion. Det, vi og de får, er en selvhævdende vært på grænsen til det flabede og en diskussion/samtale om meget jordnære ting som vigtigheden af kornforsyningen, fejlciteringer af Iliaden og Odysseen, ægteskabelige skærmydsler og afslutningsvis en overvejelse over den rette udformning af Trimalchios gravmonument. Vi er med andre ord vidne til Platons Symposion vendt på hovedet.
Hos Trimalchio bliver der spist og drukket, alt hvad remmer og tøj kan holde, emnet til diskussion har mere med tilfredsstillelse af kropslige behov at gøre end med sjælens overvindelse af disse, det er således også den kødelige fascination ved en slavedreng, der får hustru og husbond til at fare i totterne på hinanden, og afslutningsvis bliver middagen afbrudt af Trimalchios 'bedemand' i stedet for den unge lidt for fulde Alkibiades i Symposion.
Cena Trimalchionis er således en næsten perfid skildring af de nyrige i det romerske samfund og en bevidst antitese til Platons Symposion.
Man forstår således godt, hvordan værket kunne inspirere senere satirikere, samt hvorfor F. Scott Fitzgerald indleder kapitel 7 af The Great Gatsby med “It was when curiosity about Gatsby was at its highs that the lights in his house failed to go on one Saturday night – and, as obscurely as it had begun, his career as Trimalchio was over. …”