Kierkegaard og In Vino Veritas

Søren Kierkegaard er en kender og elsker af klassisk græsk filosofi og litteratur. Hans viden spænder vidt og mange af de antikke græske værker stod velplaceret i hans bibliotek både i oversættelse og på originalsprog, for Kierkegaard læste ubesværet både latin og græsk.

Den græske tænker, der især har interesseret Søren Kierkegaard er Platon og hans lærer Sokrates. I Kierkegaards første egentlige værk, Om Begrebet Ironi fra 1841 spiller Sokrates en afgørende rolle og det bliver han ved med at gøre gennem hele forfatterskabet. Det er særligt Sokrates’ maieutik, hans ’jordmodermetode’, der har Kierkegaards bevågenhed. ’Jordmoderkunsten’ går ud på, at man gennem en række spørgsmål får den, med hvem man taler, til selv at ’føde’ svaret på det problem, man taler om, hvorfor der bliver tale om en form for hjælp til selvhjælp, der sætter det enkelte menneske i stand til selv at tage ejerskab over sine anskuelser. 

Det er også Sokrates’ tale og hans gengivelse af den vise kvinde Diotimas svar, Kierkegaard er mest optaget af, når det gælder Platons Symposion.  Kierkegaard refererer til Symposion mange steder i forfatterskabet. Både i den omtalte Om Begrebet Ironi, men også i Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift fra 1846, hvor han fremhæver, at Platons beskrivelse af eros er en meget præcis beskrivelse af den eksistentielle stræben, Kierkegaard mener, ligger iboende i mennesket og viser sig i skikkelse af dets lidenskab. Også i Kjerlighedens Gjerninger fra 1847 henvises til Symposion og her tilslutter Kierkegaard sig Diotimas mytologiske tale om Eros som barn af Udvej og Armod, og slutter deraf, at kærligheden må forstås som en dobbeltrettet trang, der både hviler på rigdom og fattigdom, længsel og overskud. Kærlighed er derfor både en trang til at elske og en trang til at blive elsket. 

I Stadier paa Livets Vei fra 1845 og den tekst, der indleder bogen og bærer titlen In Vino Veritas, kreerer Kierkegaard sit eget Symposion under stærk indflydelse fra Platon, men samtidig er der tale om en humoristisk gendigtning. Det gæstebud, der fortælles om i In Vino Veritas finder sted i Grib Skov en sommeraften i juli måned. Der er 6 deltagere. Eller i virkeligheden kun fem, for den 6. deltager er tilstede uden egentlig at være tilstede. Det er fortælleren William Afham, der som en flue på væggen ser og hører det hele og nu genfortæller sin erindring om gæstebuddet i Grib skov til os læsere, ganske som også Platons Symposion genfortælles af en, der ikke selv var tilstede, men blot videregiver en andens erindring. 

Deltagerne ved Kierkegaards gæstebud er Johannes Forføreren. Victor Eremita, ’den sejrende eneboer’. Constantin Constantius, ’ham, der står fast’. Samt en person, der blot kaldes ’Det unge Menneske’ og en Modehandler.

Disse fem er samlet til et overdådigt gæstebud, hvor mad og især vin flyder rigeligt og på et tidspunkt anmoder Constantin Constantius dem alle om at holde en tale, der priser kærligheden mellem mand og kvinde. Og han understreger, at ingen må tale, før han føler vinens magt, dog kun i så tilpas grad, at han stadig kan tale uden at snøvle! Som sagt så gjort. De taler hver især på deres måde: Det unge menneske taler om forelskelsen, men da han aldrig selv har været forelsket, bliver det til et rent komisk foredrag, hvor han frabeder sig nogen sinde at blive forelsket. Constantin Constantius taler mest om kvinden, som han ikke har meget tilovers for og kalder ”Spas”. Victor Eremita fortsætter i samme dur og indleder med at takke guderne for, at han er blevet en mand og ikke en kvinde! Efter ham taler Modehandleren. Også hans tale bliver til en komisk fremstilling af kvinden, hvis højeste ideal er, at være med på moden! Til slut taler Johannes Forføreren. Han skaber i lighed med Aristofanes ved Platons Symposion en myte, hvis pointe er, at kvinden er blevet skabt af guderne som lokkemad for manden. Ifølge Johannes Forføreren, der som navnet antyder ikke selv er ægtemand, men erotiker, var gudernes tanke, at kvinden ved sin dejlighed skulle lokke manden til at indgå ægteskab for derved afholde ham fra store filosofiske og litterære sysler, men i stedet opsluge ham i den hjemlige trummerum og gøre ham til et velafrettet borgerdyr.