Religiøs druk?
Det er fristende at trække på smilebåndet og blot se tilbedelsen af Dionysos som en undskyldning for druk og hor, men for deltagerne var der mere på spil.
Dyrkelsen af Dionysos var udtryk for en religiøs længsel efter en direkte oplevelse af det guddommelige. Ved at sprænge dagligdagens rammer og opføre sig grænseoverskridende søgte Dionysos’ tilhængere tilbage til en mere oprindelig naturtilstand. Tilbage til en tilstand, før de olympiske guder med Zeus i spidsen tog magten med deres mandsdominerede bystater og deres love og regler. Tilbage til en mytisk guldalder, hvor grænserne mellem menneske og gud endnu ikke var defineret, og hvor livet ikke var bundet af civilisationens systemer og normer.