Graven - en uhyggelig fortælling

I år 922 mødte araberen Ibn Fadlan nogle svenske vikinger i Rusland. Her så han, hvordan vikingerne begravede en høvding. De fleste vil nok finde historien lidt uhyggelig.

Ibn Fadlan fortæller, at den døde høvding blev lagt i en midlertidig grav i ti dage. Imens blev der syet nyt tøj til ham.

En trælkvinde, det vil sige en kvindelig slave, meldte sig frivilligt til at ledsage høvdingen til dødsriget. Mens hun ventede på dagen for selve begravelsen, blev hun bevogtet af to andre kvinder. Trælkvinden fik berusende drikke, og i dagene før begravelsen fik hun lov til at have det lidt sjovt.

Da dagen var kommet, hvor høvdingen skulle brændes, trak man hans krigsskib op på land. Det blev sat på en stor platform af træ. På skibet stod en seng inde i et lille telt. Her blev den døde høvding lagt.

Nu trådte Dødsenglen frem. Dødsenglen kaldte man den gamle kvinde, som var ansvarlig for begravelsen.

Begravelse og menneskeoffer

Den døde høvding fik sit nye tøj på. Med på skibet fik han sine våben, der blev lagt på sengen ved siden af ham. Af andre gravgaver fik han berusende drikke, brød, løg, frugter og strengeinstrumenter. To heste blev slagtet, og kødet blev lagt på skibet. Til sidst blev der ofret en høne og en hane.

Mens alt dette foregik, gik den frivillige trælkvinde rundt mellem teltene og gik i seng med alle mændene. Hver mand fortalte hende, at hun måtte fortælle det til sin herre, så han vidste, at de elskede ham.

Om eftermiddagen blev trælkvinden taget hen til noget, der lignede en døråbning. Her blev hun løftet tre gange af mændene, og hver gang fortalte hun, hvad hun havde set. Først så hun sine forældre. Derefter sine slægtninge. Og den tredje gang så hun sin herre i dødsriget. Hun sagde, at i dødsriget var der grønt og smukt. Hun så, at hendes herre kaldte på hende.

Trælkvinden blev taget om bord på høvdingens skib. Hun gav sine armbånd og fingerringe til den ældre kvinde og hendes døtre. Trælkvinden fik mere at drikke, så hun blev beruset. Hun sang og sagde
farvel til sine kære.

Trælkvinden blev derefter taget ind i teltet, og mændene begyndte at slå på deres skjolde for at overdøve hendes skrig. Seks mænd trådte ind i teltet. To mænd holdt hendes hænder og to mænd hendes ankler. Så viklede Dødsenglen et reb om hendes hals, og to mænd strammede rebet. Til sidst stak Dødsenglen trælkvinden i brystet med en kniv, så hun døde.

Da alle havde forladt skibet, blev det brændt. Man sagde, at røgen bar den døde til dødsriget. Over asken fra skibet blev der bygget en stor gravhøj.

En god historie?

Har Ibn Fadlan bare fundet på denne historie? Måske passer Ibn Fadlans historie ikke i alle detaljer, men der findes myter i Norden, der tyder på, at kvinder nogle gange fulgte den afdøde høvding til dødsriget.

I historien om den norske kongesøn Hagbard og hans forlovede Signe brændte Signe sig selv ihjel, da Hagbard døde. Også gudinden Nanna fulgte Balder til dødsriget, da han blev dræbt af den blinde Høder.

I Ynglinge Saga kan man læse, at guden Odin bestemte, at de døde skulle brændes, og deres personlige ting skulle med på bålet. Så ville de følge med den døde til Valhal. Der står også, at når stormænd døde, skulle der rejses en gravhøj, mens der over andre tapre krigere skulle rejses en runesten.