Nordbosamlingen - udstilling om nordboerne i Grønland
Et særligt afsnit i udstillingen handler om de skandinaviske bosættelser i Grønland.
De første bosættere slog sig ned på den store ø o. 980, og der boede nordboere i Grønland i næsten 500 år. De opretholdt så vidt muligt deres vesteuropæiske kultur, bl.a. i klædedragten, som kendes fra velbevarede tekstilfund. Årsagerne til bosættelsernes ophør i 1400-årene er ukendte, men klimaforværring og svigtende skibsforbindelser til Europa er medvirkende.
Nordbosamlingens historie
Nationalmuseets nordbosamling har rødder tilbage til 1800-årenes begyndelse. Enkelte genstande stammer fra Kong Frederik den Syvendes (1808-63) oldsagssamlinger. Genstandene i Kongens samling var foræringer fra danske embedsmænd i Grønland. Andre genstande, som f.eks. den lille, men meget berømte runesten fra øen Kingittorsuaq ved Upernavik blev foræret til Den kongelige Commission i Kjøbenhavn for Oldsagers Opbevaring af Premierløjtnant Graah i 1824. Runestenen vidner om nordboernes rejser langt mod nord i Grønland,
Mere systematiske indsamlinger af nordbogenstande blev iværksat af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab i begyndelsen af 1830´erne. Foranlediget og finansieret af Oldskriftselskabet foretog danske embedsmænd i Grønland udgravninger i flere af de store nordboruingrupper, og genstandene fra undersøgelserne indgik i Museet for nordiske Oldsager, hvor de blev indført i Cabinettet for amerikanske Oldsager.
Efter de aktive år i 1830´erne lå udforskningen af nordbobygderne stille i nogle årtier, og med oprettelsen af Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland i 1878 gled undersøgelserne af de nordiske ruinerne i Grønland museumsfolkene af hænde. Fokus var i de efterfølgende år rettet mod kortlægning af det grønlandske landskab. I 1894 sendte Kommissionen imidlertid den energiske Kaptajn Daniel Bruun til Sydgrønland specielt med henblik på at registrere nordboruiner i det daværende Julianehåb Distrikt. Bruun nøjedes ikke med at registrere, hvad han så på overfladen, han foretog også arkæologiske udgravninger, og fundene fra disse undersøgelser blev efterfølgende af Kommissionen overdraget til Nationalmuseet. Her blev de indført i museets 2. afdeling, som dækkede Danmarks middelalder og renæssance.
I 1921 gik Nationalmuseets 2. afdeling aktivt ind i undersøgelserne i Grønland. Museumsinspektør Poul Nørlund blev sendt til nordbogården Herjolfsnæs for at redde, hvad reddes kunne fra kirkegården, som i årtier havde været udsat for Atlanterhavets grådige gnaven sig ind på kysten. Udgravningerne blev en sensation, og nyheden om de sensationelle middelalderdragtfund, der blev fundet på kirkegården på Herjolfsnæs, gik verden rundt.
I de efterfølgende år frem til udbruddet af den 2. verdenskrig i 1939 foretog Poul Nørlund og senere Aage Roussell og C.L.Vebæk adskillige arkæologiske undersøgelser i nordbobygderne i Grønland for Nationalmuseet. Blandt de udgravede gårde var nordboerens bispesæde Gardar og Erik den Rødes gård Brattahlid. Den mest markante arkæologiske undersøgelse i nordbobygderne efter krigen var udgravningen af den lille, såkaldte Tjodhildes kirke på Erik den Rødes gård Brattahlid. Undersøgelserne fandt sted i 1960´erne under ledelse af Jørgen Meldgård fra Nationalmuseets etnografiske samling og Knud Krogh fra middelalderafdelingen.
I 1982 overtog det grønlandske museumsvæsen alle museale forpligtelser i Grønland – og der vil ikke komme nytilførsler til Nationalmuseets nordbosamling
I 1981 kunne den ansvarlige for nyopsætningen af Nationalmuseets middelaldersamling, museumsinspektør Niels Knud Liebgott, stolt meddele, at ”…Nordboerne … for første gang i museets historie [har] fået tildelt et selvstændigt udstillingsrum.” Indtil da havde de grønlandske nordbogenstande været udstillet blandt de danske fund. Nordbogenstandene fortalte ikke nordboernes historie i Grønland, men var med til at belyse det danske middelaldersamfund. Mest markant i den sammenhæng var naturligvis middelalderdragterne fra Herjolfsnæs.
Men selvom de grønlandske nordboer i 1981 fik eget udstillingsrum, var tanken om at genstande fra Grønland også kunne belyse danske og nordeuropæiske forhold i middelalderen ikke ganske opgivet. Placeringen af nordboudstillingen mellem tidlige danske kirkeskatte og dansk verdslig middelalder er ikke tilfældig. Ud over at skulle fortælle historien om den grønlandske middelalderlige bondekultur, skulle nordbosamlingen også bidrage til mere generelt at beskrive den middelalderlige bondekultur, som vi har så få genstande fra i de danske samlinger.
Tanken bag 1981-udstillingen var at ”… behandle nordboernes levevilkår og dagligdag med udgangspunkt taget i de naturgivne forudsætninger.” og den idé er fastholdt i nyopsætningen. Nye temaer er kulturkontakter – nordboernes handel og kommunikation med Europa og deres møde med Skrællingerne. Skrællingerne kunne være indianere og eskimoiske folk i Nordamerika. Eskimoer af den paleoeskimoiske kultur Dorset, som nordboer kan have mødt på deres fangstrejser til Nordgrønland og de kunne være Thulekulturens folk, de nuværende grønlænderes forfædre, som indvandrede til Grønland fra Canada omkring 1200.
I 2010 genåbnede nordborummet i Danmarks middelalder & renæssance efter nyopstilling.
Den oprindelige udstilling blev åbnet i januar 1981 som led i nyopsætningen af hele museets middelaldersamling. I den mellemliggende periode er en del nordbogenstande blevet leveret tilbage til Grønland.
En intensivetet udforskning af nordboernes historie har betydet, at nyopsætningen er mere end blot det at finde erstatninger for de genstande, der er sendt tilbage til Grønland. Nye forskningsresultater og nye synsvinkler på det lille nordiske samfund ved Verdens Ende indgår også i nyopstillingen.
Research in the North Atlantic and Greenland: www.nabohome.org