Frøslevlejrens historie 1944-45

Da den tyske besættelsesmagt i efteråret 1943 deporterede et stigende antal danskere til tugthuse og kz-lejre i Tyskland, protesterede de danske myndigheder flere gange uden held. Under en forhandling med besættelsesmagten i januar 1944 foreslog man fra dansk side, at der blev opført en interneringslejr i Danmark. Formålet fra dansk side var at forhindre yderligere deportationer til Tyskland.

I marts 1944 blev en lejr med tyskerne som bygherre opført ved Frøslev Plantage nær den dansk-tyske grænse. De danske myndigheder, som betalte for opførelsen og driften af lejren, forsøgte yderligere at opnå tilsagn om, at allerede deporterede skulle føres tilbage til denne lejr. Dette så besættelsesmagten positivt på, dog med undtagelse af jøderne, som var blevet deporteret i oktober 1943.

Lejrledelse

Den 13. august 1944 blev de første 750 danske fanger, som havde siddet indespærret i interneringslejren Horserød på Sjælland, sendt til Frøslevlejren. Lejren husede det tyske sikkerhedspolitis fanger i Danmark. Sikkerhedspolitiet lagde også retningslinjerne for driften. Den øverste ledelse havde, ganske som i en tysk kz-lejr, SS-mandskab. Den indre lejrledelse og opsynet med de danske fanger varetog hovedsageligt det tyske Ordnungspolizei.

Frøslevlejren var helt speciel i europæisk sammenhæng, idet tyskerne havde accepteret, at det danske fængselsvæsen/Den Danske Forvaltning stod for fangernes forplejning og andre forsyninger.

Den Danske Forvaltnings administrationsbygning blev placeret lige uden for det egentlige lejrområde. Inde i selve lejren var hovedbastionen lejrkøkkenet. Fangerne fik en både rigelig og nærende kost. Lægger man dertil, at tortur, vold, ydmygelser samt drab stort set ikke forekom, retfærdiggør det med rette betegnelsen ”verdens mærkeligste kz-lejr".

Fangeselvstyre

Tyskerne ønskede, at fangerne fik et begrænset selvstyre. Fangeselvstyret i Frøslevlejren lykkedes dog med at undgå det grusomme hierarki, som var så generelt karakteristisk for de tyske kz-lejre. Man lykkedes med at etablere et effektivt skjold mellem fangerne og den tyske lejrledelse fordi:

  • Der var aldrig fødevaremangel, og dermed heller ingen rå overlevelseskamp blandt fangerne.
  • Fangepopulationen var præget af stor homogenitet. Der var hovedsageligt tale om modstandsfolk eller personer under mistanke for at være det. Fangerne var desuden af samme nationalitet.
  • Frøslevlejren lå i Danmark, hvor der var en helt speciel besættelsespolitisk situation, som kan føres tilbage til ”fredsbesættelsen” den 9. april 1940. Frøslevlejren kan karakteriseres som selve spejlbilledet af Danmarks særstatus.

Fangeselvstyret opbyggede en uhyre effektiv organisation. Den sad på op mod 90% af den praktiske drift af lejren, og styrede desuden det påkrævede fangearbejde. At beskæftige så mange fanger krævede kreativ tænkning. Frøslevlejren blev oprindeligt bygget til ca. 1500 fanger, men i marts 1945 var antallet over 3000. I april nåede man som følge af evakueringen af nordiske kz-fanger i Tyskland helt op på 5500 fanger. I alt passerede ca. 12000 lejren fra august til befrielsen.

Deportationer

I forhold til deportationer var fangeledelsen stort set magtesløs. En måned efter at lejren var taget i brug, brød tyskerne selve grundlaget for lejrens oprettelse ved at deportere 195 fanger til kz-lejr i Tyskland.

Dette udløste strejker over hele landet, begyndende med jernbanepersonellet i Padborg. Den første deportation blev fulgt af flere, således at godt 1600 Frøslevfanger blev deporteret til Tyskland. Ca. 220 af dem døde.

På trods af det må lejren med danske øjne betragtes som en succes. Op mod 7000 blev interneret i Frøslevlejren, og såfremt den ikke var blevet bygget, må man antage, at flertallet af disse var blevet deporteret til Tyskland.

Dertil kommer, at selv om en fange blev deporteret fra Frøslev til Tyskland, betød anbringelsen i Frøslev som regel en forhalelse af deportationstidspunktet, hvilket ikke var uvæsentligt for overlevelsesmuligheden. Dødeligheden i den første transport fra Frøslev i september 1944 var ca. 25%, mens den generelt faldt væsentligt, jo senere deportationen fandt sted.

Del denne side